Delingsformue ved dødsfald og skilsmisse: hovedreglen
Ved delingsformue ejer hver ægtefælle sine aktiver og hæfter for egen gæld under ægteskabet, men nettoformuer deles, når ægteskabet ophører ved separation, skilsmisse eller død. Kun den del af formuen, der er delingsformue, indgår i opgørelsen; positive nettoformuer deles, negative bæres individuelt.
Ikke-delingsformue holdes uden for skiftet. Det omfatter typisk særeje fastsat ved ægtepagt eller som vilkår ved arv eller gave samt visse personlige erstatninger og rimelige pensioner. Forskydninger mellem delings- og ikke-delingsformue kan i praksis give markant skævdeling.
Kompensation efter Ægtefælleloven § 41 ved dødsfald
Ægtefælleloven § 41 giver krav på kompensation, hvis en ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den andens ikke-delingsformue. Kravet kan gøres gældende både ved separation/skilsmisse og ved dødsfald, og tilkommer ved dødsfald afdødes bo som et aktiv i skiftet.
Medvirken kan være lønnet eller ulønnet arbejde i den andens virksomhed, løbende husholdnings- og omsorgsindsats, der frigør tid til virksomhedsdrift, eller væsentlige forbedringer af fast ejendom. Der kræves årsagssammenhæng og en økonomisk værdistigning; kompensationen fastsættes skønsmæssigt ud fra indsatsens betydning og værdiforøgelsen.
Rimelighedskompensation efter § 42 gælder ikke ved død
Bestemmelsen i § 42 giver mulighed for rimelighedskompensation, når en samlet deling ellers ville være åbenbart urimelig, for eksempel hvor den ene alene har særeje og den anden intet. Denne adgang gælder kun ved separation eller skilsmisse og finder ikke anvendelse ved dødsfald.
Konsekvensen er, at længstlevendes store særeje ikke kan udlignes over for afdødes bo via § 42. Arvinger kan derimod påberåbe § 41, hvis afdøde reelt har bidraget til at bevare eller forøge længstlevendes ikke-delingsformue. Parter bør derfor være opmærksomme på formueordning og dokumentation for bidrag, herunder arbejdets omfang, finansiering af forbedringer og udviklingen i aktivernes værdi.
Dokumentation kan fx bestå af tidsregistrering, beskrivelser af arbejdsopgaver, kvitteringer for materialekøb, regnskaber og vurderinger af aktivernes værdi. Uden dokumentation er det vanskeligt at opfylde bevisbyrden for både medvirken, årsagssammenhæng og størrelsen af en eventuel kompensation ved skifte.
