Højesteret fastslog, at Guldborgsund Kommunes krav på mellemkommunal refusion mod Varde Kommune ikke var forældet efter den absolutte 10-årsfrist i forældelsesloven. Kravet skulle bedømmes efter den dagældende retssikkerhedslov, der indeholdt en særskilt 3-årig frist for fremsættelse af refusionskrav.
Efter forældelseslovens § 28 suppleres særlige forældelsesregler kun af den almindelige lov, hvis ikke andet følger af den særlige ordning eller forholdets karakter. Med henvisning til tidligere praksis (UfR 2019 3264) fastslog Højesteret, at hverken reglerne om afbrydelse eller den absolutte 10-årsfrist finder anvendelse på krav om mellemkommunal refusion.
Højesterets resultat
Domstolen tiltrådte landsrettens begrundning og resultat. Den absolutte 10-årsfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, kunne ikke anvendes, fordi retssikkerhedsloven på området etablerer en selvstændig og udtømmende fristregel for fremsættelse af krav.
Højesteret afviste også, at Guldborgsund Kommune havde udvist retsfortabende passivitet. På sagens faktum forelå der ikke forhold, som kunne begrunde bortfald af kravet, herunder hverken længerevarende inaktivitet uden saglig grund eller hensyn, der talte for retsfortabelse.
Praktiske konsekvenser
Kommuner kan ikke påberåbe forældelseslovens absolutte frist over for krav om mellemkommunal refusion. Fokus bør i stedet være rettet mod den særlige 3-års frist og rettidige underretninger, opgørelser og dokumentation for udgifter.
Sagerne bør tilrettelægges med klar bevisførelse for, hvornår hjælp er ydet, og hvornår krav er rejst, samt med redegørelse for eventuel korrespondance. Den aktuelle dom viderefører og præciserer gældende praksis. Læs dommen hos Domstolene her. Læs landsrettens afgørelse i Domsdatabasen her.
