AB 18 og ABT 18: fastprisperiode og indeksregulering
Kraftige prisstigninger på materialer og brændstof udløst af geopolitiske forhold rammer bygge- og anlægsprojekter. Hvem der bærer merudgiften, afhænger i vidt omfang af parternes aftalegrundlag. Når AB 18 eller ABT 18 er vedtaget, bærer entreprenøren som udgangspunkt prisrisikoen i 12 måneder fra tilbudsdagen. I denne fastprisperiode kan entreprisesummen ikke kræves reguleret, medmindre nærmere betingelser i standardvilkårene er opfyldt.
Efter udløbet af de 12 måneder reguleres entreprisesummen som udgangspunkt efter det bygge- og anlægsomkostningsindeks (eller anden relevant indeksserie), der er aftalt eller må anses passende. Den generelle indeksregulering adskilles således fra de særlige undtagelser, der kan give adgang til kompensation i selve fastprisperioden.
Statslige indgreb som grundlag for prisregulering
AB 18 § 35, stk. 1, og ABT 18 § 33, stk. 1, giver entreprenøren ret til prisregulering, hvis et statsligt indgreb, indført efter tilbudsdagen, medfører væsentlige merudgifter. Bestemmelsen forudsætter kausalitet mellem indgrebet og omkostningsstigningen samt, at merudgiften ikke allerede er indregnet i tilbuddet.
Typiske eksempler er stigninger i sociale bidrag, omlægning af afgifter eller nye arbejdsgiverforpligtelser, der konkret fordyrer arbejdet. Entreprenøren skal kunne sandsynliggøre virkningen af indgrebet og opgøre kravet metodisk forsvarligt.
Ekstraordinære prisstigninger: betingelser, tærskler og dokumentation
AB 18 § 35, stk. 2, og ABT 18 § 33, stk. 2, åbner for godtgørelse i fastprisperioden ved ekstraordinære prisstigninger på materialer, som i færdig form eller på sædvanlig måde indgår i arbejdet, samt på brændstof, der direkte benyttes til arbejdet. Stigninger på råvarer, der blot indgår i et materiale, er ikke omfattet; prisstigningen skal slå igennem på det konkrete materiale, der anvendes i projektet.
Tidsmæssigt skal prisstigningen være indtrådt inden for 12 måneder fra tilbudsdagen. Stigninger efter fastprisperioden håndteres som udgangspunkt via almindelig indeksregulering. Foretages indkøbet senere, kan entreprenøren dog stadig kræve godtgørelse for stigninger indtrådt senest på seksmånedersdagen fra tilbuddet. Kun den del af prisstigningen, der anses for ekstraordinær, kan kræves godtgjort.
Ekstraordinært defineres ved, at materialets pris er steget mere end 10 procent med tillæg af 0,5 procentpoint for hver hele måned mellem tilbudsdagen og indkøbstidspunktet. Dertil gælder et bundkrav: Summen af beregnede reguleringsbeløb skal udgøre mindst 0,5 procent af den samlede entreprisesum. Er entreprenøren kontraktuelt forpligtet til at godtgøre en underentreprenør for ekstraordinære stigninger, kan samme beløb kræves af bygherren, selv om bundkravet ikke er opfyldt.
Prisforhøjelserne skal være generelt forekommende og dokumenterede. Bevisbyrden ligger hos entreprenøren, som typisk kan henvise til officielle prislister, prismateriale, ordre- og indkøbsbekræftelser, der viser prisniveauet på tilbuds- og indkøbstidspunktet. Dokumentationen skal underbygge både niveau, tidspunkt og generel udbredelse af stigningen.
Når AB-standardvilkår ikke gælder: retsvirkninger for fast pris
Hvis AB 18/ABT 18 ikke er en del af entrepriseaftalen, gælder som udgangspunkt en bindende fast pris efter almindelige aftaleretlige principper. Entreprenørens mulighed for at kræve prisregulering eller godtgørelse vil da som regel være afskåret, medmindre andet fremgår udtrykkeligt af kontrakten.
I praksis bør parterne derfor kontraktuelt adressere prisrisici, indeksvalg og dokumentationsprocesser, hvis AB-standardvilkår ikke anvendes eller ønskes tilpasset. Klar risikofordeling reducerer tvister, særligt i perioder med volatilt prisniveau på materialer og brændstof.
