Østre Landsret har afvist at tillægge et søgsmål om Lynetteholm opsættende virkning. Sagen er anlagt mod Transportministeriet og By og Havn med påstand om, at anlægsloven er ugyldig, og at anlægsarbejderne ikke lovligt kan fortsætte. Klimabevægelsen henviste til manglende international høring efter miljøvurderingsloven § 38, VVM-direktivet (art. 7–8a) og Espoo-konventionen. Landsretten fandt efter en foreløbig vurdering ikke rimeligt grundlag for, at høringsreglerne er tilsidesat på en måde, der kan føre til ugyldighed.
Standard for opsættende virkning
Efter praksis forudsætter opsættende virkning først, at sagsøger sandsynliggør et rimeligt grundlag for medhold i hovedsagen. Dernæst skal retten afveje risikoen for alvorlige og uoprettelige skadevirkninger mod det offentliges interesse i at gennemføre lovgivningen. Kun undtagelsesvis gives opsættende virkning.
Landsretten lagde vægt på, at sagsøger under forberedelsen alene gjorde gældende høringsmangler vedrørende projektets påvirkning af vandgennemstrømning og salinitet i Østersøen. Vurderingen af sandsynligheden for medhold angik derfor udelukkende dette spørgsmål.
Retlige rammer og bevisgrundlag
For retten forelå omfattende miljøfagligt materiale, herunder en tredjepartsgranskning fra Deltares af en DHI-rapport, som indgik i grundlaget for anlægsloven. Der blev desuden redegjort for kontakten mellem danske og svenske myndigheder samt orientering af øvrige Østersølande.
På den baggrund fandt landsretten foreløbigt, at der ikke er rimelig grund til at antage, at de internationale høringsforskrifter er tilsidesat. Begæringen om opsættende virkning blev derfor ikke taget til følge. Arbejderne på Lynetteholms næste etape kan således fortsætte, mens hovedsagen om lovens gyldighed og eventuelle høringsmangler behandles i landsretten.
