Lovforslaget om erhvervsfondsloven: lempelser, styrket transparens og skærpet tilsyn
Erhvervsministeriets forslag til ændring af erhvervsfondsloven er fremsat i Folketinget og fastholder hovedlinjerne fra høringen: større handlefrihed for bestyrelser ved uddelinger, øget fleksibilitet ved vedtægtsændringer og skærpet transparens om transaktioner med interesseforbundne parter. Samtidig præciseres revisors meddelelsespligt til fondsmyndigheden. Det skal samlet set lette fondsdriften, men også styrke kontrol og åbenhed.
Lovforslaget kan læses hos Folketinget her.
Udvidet delegationsadgang og mere smidig uddelingspraksis
Bestyrelsen kan fremover på årsregnskabsmødet bemyndige “et medlem af ledelsen” til at træffe beslutning om uddelinger. Bemyndigelsen kan således gives til formandskabet eller et bestyrelsesmedlem, og ikke kun til en direktør. Ordningen er især relevant for fonde uden direktion.
Bestyrelsen skal fortsat fastsætte et samlet maksimumbeløb og øvrige vilkår for bemyndigelsen. Det giver fleksibilitet i den løbende uddelingsforvaltning, samtidig med at bestyrelsen bevarer det overordnede ansvar og styring.
Interesseforbundne parter: tydeligere afgrænsning og højere tærskel
Oplysningspligten i årsregnskabsloven præciseres, så den klart omfatter handler mellem fonden og virksomheder, hvor et ledelsesmedlem eller dennes ægtefælle/faste samlever er ledelsesmedlem, både ejer og ansat, eller udfører hverv for fonden på vegne af virksomheden.
Transaktioner med virksomheder, hvor slægtninge eller svogere til ledelsesmedlemmer indgår i ledelsen eller udøver “betydelig indflydelse”, omfattes også. Betydelig indflydelse afgrænses til 20 % eller mere af stemmerettighederne, hvilket hæver grænsen i forhold til høringsudkastet.
Revisors meddelelsespligt og effekt på soft law
Erhvervsfondslovens § 74, stk. 2, præciseres ved at fjerne formuleringen “eller straks berigtiges”. Revisor skal dermed uden ophold underrette fondsmyndigheden om ikke-uvæsentlige overtrædelser af lov eller vedtægt – også hvis forholdet senere rettes.
Komitéen for god Fondsledelse forventer, at anbefaling 2.2.3 om transaktioner med interesseforbundne virksomheder ophæves for regnskabsår, der starter 1. januar 2026 eller senere, hvis loven vedtages. Komitéens nyhed kan læses her.