Claus Bjørn Galbo-Jørgensen
Aia Brunsgaard Valsted Larsen
Frederik Haugsted
Afgørelsens kerne
EU-Domstolen fastslår i dommen af 25. februar 2025 i sag C-233/23, at en dominerende virksomheds afslag på interoperabilitet med en tredjepartsapp på en digital platform kan udgøre misbrug efter TEUF artikel 102, selv om platformen ikke er absolut nødvendig for rivalens erhvervsudnyttelse. Dommens fulde tekst kan læses hos EU-Domstolen.
Sagen udspringer af, at en app til elbilopladning blev nægtet adgang til Android Auto, mens leverandøren hævdede, at afslaget begunstigede en Google-tjeneste med lignende funktioner. Den italienske konkurrencemyndighed pålagde interoperabilitet og udstedte en betydelig bøde, hvorefter tvisten blev forelagt præjudicielt.
Retlig ramme og afvejning
Traditionelt kræver den såkaldte essential facilities-doktrin fra Bronner, at adgang kun kan kræves, hvis infrastrukturen er uomgængelig, afslaget udelukker al konkurrence, og ingen objektive grunde foreligger. Domstolen vurderer imidlertid, at kriteriet om absolut nødvendighed ikke finder anvendelse, når platformen er udviklet til også at rumme tredjemandsadgang.
Misbrug kan derfor foreligge, hvis afslaget er egnet til at udelukke, hindre eller forsinke udviklingen af en potentiel konkurrent til den dominerendes egen tjeneste, og adfærden ikke udgør konkurrence på ydelser. Skadesvirkninger for forbrugerne er centrale i vurderingen.
Konsekvenser for digitale platforme
Dommen signalerer en lavere tærskel for indgreb uden for essential facilities-doktrinen. Som udgangspunkt kan et afslag kun retfærdiggøres af dokumenterede hensyn til sikkerhed eller integritet på platformen, eller hvor interoperabilitet er teknisk umulig. Kommercielle prioriteringer og ressourcehensyn accepteres ikke som tilstrækkelig begrundelse.
Digitale platforme bør derfor etablere klare, objektive adgangskriterier, gennemføre konsekvente tekniske risikovurderinger og dokumentere sikkerheds- og stabilitetshensyn ved afslag. Udbydere af konkurrerende tjenester kan omvendt have lettere ved at påberåbe sig artikel 102, når adgang nægtes på vilkår, der hæmmer innovation og begrænser forbrugerens valgmuligheder.
