Den Digitale Tingbog lukkes midlertidigt for opdatering fra fredag 7. november kl. 16.00 til lørdag 8. november ca. kl. 14.00. Planlæg indsendelser og underskrifter i god tid, da kladder til bl.a. Servituterklæring og Ejerpantebrev Løsøre slettes ved opdateringen.
Opdateringen indfører nyt layout for flere dokumenttyper og justerer påtegnende dokumenter som Kreditorskifte, Debitorskifte, Ny Meddelelseshaver og Ny Påtaleberettiget. Derudover forbedres Fremtidsfuldmagter med tydelig markering af obligatoriske felter og advarsel, hvis der allerede ligger en fuldmagt i underskriftsmappen.
Der kommer også en ny dokumenttype i Tingbogen for fast ejendom: Solcelleanlæg erhvervsbygninger. Den anvendes, når ejere vil forbeholde sig særskilt ret over solcelleanlæg på erhvervsbygninger tilsluttet elnettet. Se den officielle meddelelse hos Tinglysningsretten.
 
        
    
     
                                                     
                                                     
                                                     
                                                     
                                                     
                        
     
                        
     
                        
     
                        
     
         
        