Højesterets resultat og konsekvenser
Højesteret har fastslået, at en kommune ikke skal betale mellemkommunal refusion for udgifter vedrørende en borger uden lovligt ophold. Når en person ikke har opholdstilladelse, påhviler forsørgelsesansvaret ikke kommunen efter serviceloven, men placeres hos udlændingemyndighederne.
Dommen afklarer, at frivilligt ydet støtte fra en kommune til en person uden lovligt ophold ikke udløser refusionspligt efter retssikkerhedslovens regler ved senere flytning til en anden kommune. Afgørelsen styrker retlig klarhed om kompetence- og finansieringsfordelingen mellem kommuner og Udlændingestyrelsen.
Faktum og retligt udgangspunkt
Sagen udsprang af, at en kommune i en periode ydede støtte til en borger på et botilbud og forsøgte at få borgeren til at søge lovligt ophold. Støtten blev givet uden egentlig forpligtelse efter serviceloven. Ved efterfølgende flytning krævede en anden kommune mellemkommunal refusion.
Højesteret lagde vægt på, at serviceloven ikke pålægger kommunerne at yde støtte til personer uden lovligt ophold. Opsigelse af botilbuddet var derfor ikke retsstridig. Domstolen fandt ikke anledning til at tage stilling til, om borgeren havde erhvervet opholdskommune efter retssikkerhedsloven § 9, stk. 1, da refusionsspørgsmålet faldt bort.
Praksis og anbefalinger til kommuner
Dommen tydeliggør formålet med reglerne om mellemkommunal refusion: at beskytte institutionskommuner mod at hæfte for udgifter til borgere anbragt af andre kommuner, særligt når der mangler hjemmel til ydelse. Kommuner bør derfor adskille humanitære tiltag fra ydelser med retlig forpligtelse.
Praktisk bør kommuner sikre klar dokumentation for opholdsstatus, anvende korrekte henvisninger til retssikkerhedsloven og serviceloven og koordinere tæt med Udlændingestyrelsen ved sager om ulovligt ophold. Det mindsker risikoen for refusionstvister og sikrer lovlig sagsbehandling.
