Højesteret afklarede rækkevidden af hjemrejselovens kontrolforpligtelser: En udvist udlænding kan ikke straffes for manglende efterlevelse af melde-, opholds- og underretningspligt i perioder, hvor vedkommende har forladt Danmark for at tage varigt ophold i et andet land. Strafansvar forudsætter en tilknytning til dansk territorium, og lovens formål er at understøtte udrejse – ikke at regulere adfærd uden for landet.
Sagen angik en person, der var udvist med indrejseforbud og efterfølgende pålagt kontrolforpligtelser af Hjemrejsestyrelsen. Landsretten dømte for en indledende periode med ophold i Danmark, men frifandt for den efterfølgende periode, hvor personen opholdt sig i Sverige og senere i Tyskland med henblik på varigt ophold. Højesteret tiltrådte, at hjemrejselovens § 23 ikke giver hjemmel til straf for overtrædelser begået efter udrejse, når formålet er varigt ophold i et andet land. Den tiltalte kunne derfor alene dømmes for perioden i Danmark.
Ved strafudmålingen lagde Højesteret bl.a. vægt på, at kontrolforpligtelserne senere blev ophævet af myndighederne, og at den pågældende igen har opnået asyl. Straffen blev fastsat til fængsel i fire måneder, og udvisning med seks års indrejseforbud blev opretholdt. Afgørelsen skærper kravet om klar lovhjemmel og territorial tilknytning i sager om kontrolforpligtelser og giver praktisk vejledning til både anklagemyndighed og Hjemrejsestyrelsen om afgrænsning af tiltaleperioder. Læs dommen på Højesterets hjemmeside: Sag 21/2024.
