Økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne for 2024 viderefører anbefalinger fra ekspertudvalget på socialområdet. Aftalen lægger op til takstlofter for tilbud omfattet af selvmødeprincippet, beløbsgrænser for alternative indsatser samt en ekstraordinær ramme og lånepuljer til udbygning af botilbudskapaciteten i de kommende år. Formålet er at bremse udgiftsvæksten, men tiltagene kan samtidig skubbe området mod øget kommunalisering.
Retlige implikationer
Retligt rejser aftalen spørgsmål om proportionalitet, lige vilkår og gennemsigtighed. Et generelt takstloft uden solidt sammenligningsgrundlag kan ramme indsatser med høj kompleksitet og særlige omkostninger. I det lovforberedende arbejde lægges der op til ensartet takstberegning på tværs af offentlige og private aktører, hvilket er centralt for fair konkurrence og et reelt frit valg for borgere.
Lånepuljer og investeringsrammer kan påvirke markedsbalancen, hvis kommuner via gunstig finansiering fortrænger selvejende og private leverandører. Kommunalfuldmagten, udbudsreglerne og Serviceloven sætter rammerne for egenproduktion kontra køb af pladser og kræver saglige, dokumenterede beslutninger på tværs af ejerskabsformer.
Pris- og lønregulering samt efterregulering bør afspejle leverandørernes faktiske omkostninger. Regulering, der ensidigt tilgodeser kommunekasserne, risikerer at udhule kapacitet og kvalitet i de ikke-kommunale tilbud og dermed svække specialisering og tilgængelighed.
