Uforholdsmæssigt lange betalingsfrister i udbud - Klagenævnet underkender 60 dages betalingsfrist

Uforholdsmæssigt lange betalingsfrister i udbud - Klagenævnet underkender 60 dages betalingsfrist

Klagenævnet for Udbud underkender en 60-90 dages betalingsfrist som i strid med renteloven og proportionalitetsprincippet. Kendelsen præciserer 30-dages udgangspunktet for offentlige ordregivere og viser, hvornår opsættende virkning kan opnås, når ulovlige vilkår fastholdes.

Betalingsfrister over 30 dage i strid med proportionalitetsprincippet

Klagenævnet for Udbud har fastslået, at en betalingsfrist på løbende måned + 60 dage (med mulighed for op til 90 dage) i et udbud under forsyningsvirksomhedsdirektivet er uproportional. Ordregiver, et offentligretligt organ, havde fastholdt vilkåret efter forhandling, selv om en tilbudsgiver forbeholdt sig imod det.

Klagenævnet fandt, at vilkåret både stred mod renteloven og det udbudsretlige proportionalitetsprincip. Resultatet er, at ordregivere i praksis ikke kan udvide kreditten væsentligt ud over lovens udgangspunkt, når de handler som ordregivende myndigheder, uden tungtvejende og saglige begrundelser.

Fortolkning af renteloven § 3 b og forsyningsdirektivets art. 36

Rentelovens § 3 b, stk. 1, implementerer direktiv 2011/7/EU og fastsætter som udgangspunkt en 30-dages betalingsfrist, når skyldner er en offentlig myndighed eller et offentligretligt organ. Klagenævnet kvalificerede ordregiver som omfattet og lagde vægt på, at længere frister forrykker risiko og finansiering urimeligt til skade for leverandøren.

Da den fastsatte frist afveg klart fra lovens udgangspunkt og pålagde leverandøren en væsentlig finansieringsbyrde, blev vilkåret anset som usagligt og i strid med proportionalitetsprincippet i forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 36, stk. 1. Ordregivere bør derfor dokumentere saglige hensyn og proportionale effekter, hvis de overvejer fravigelser.

Opsættende virkning: betingelser og praktiske konsekvenser

Klagenævnet gennemførte den sædvanlige treledsvurdering for opsættende virkning: fumus boni juris, uopsættelighed og interesseafvejning. Fumus-betingelsen var opfyldt, fordi vilkåret var i strid med både renteloven og proportionalitetsprincippet.

Uopsættelighed forelå, da klageren undlod at afgive endeligt tilbud og derfor ikke kunne opnå erstatning for tabt mulighed. Interesseafvejningen talte heller ikke for ordregiver, og nævnet nedlagde forbud mod kontraktindgåelse. Kendelsen understreger, at tidlig indsigelse mod ulovlige vilkår kan være afgørende for midlertidig retsbeskyttelse.

Følgende praktiske pointer bør indgå i ordregiveres og tilbudsgiveres risikostyring:

  • Fastlæg betalingsvilkår i overensstemmelse med 30-dages-reglen, medmindre en lovlig og veldokumenteret undtagelse kan begrundes.
  • Foretag en proportionalitetsvurdering af kontraktvilkår og dokumentér eventuelle saglige hensyn, herunder finansieringsmæssige konsekvenser.
  • Påpeg ulovlige vilkår inden tilbudsfristen og overvej klage med anmodning om opsættende virkning for at sikre effektiv prøvelse.

Mere om Klagenævnet findes hos Nævnenes Hus: Klagenævnet for Udbud.

Relaterede artikler

Gratis adgang til alle juridiske nyheder, artikler og opdateringer.
Opret dig gratis i dag, vælg dine fagområder, og få adgang til et skræddersyet nyhedsoverblik, der gør dig klogere - og holder dig foran.