Flere afgørelser fra 2025-2026 præciserer centrale krav i lejeret, entrepriseret, udbudsret og databeskyttelse med betydning for almene boligorganisationer, udlejere, entreprenører og offentlige ordregivere.
Lejeretlige krav til påkrav, skriftlighed og bevis ved fraflytning
Landsretten har fastslået, at et betalingspåkrav skal være så præcist, at lejeren tydeligt kan se, hvilke poster der rykkes for, og hvordan de er opgjort. En post anført som primo lejersaldo uden forklaring var utilstrækkelig og kunne ikke bære ophævelse. Kravet om specificitet skærper udlejers dokumentationsbyrde ved udsættelsessager.
Et krav på betaling for hjemfaldsforpligtelse blev afvist som pligtig pengeydelse, fordi udlejer ikke dokumenterede grundlaget for opkrævningen. Manglende grundlagsdokumentation – eksempelvis frikøb og arealfordeling – kan dermed hindre, at sådanne poster kan inddrives via påkrav.
Landsretten har desuden understreget, at indsigelse mod opsigelse efter almenlejeloven skal ske skriftligt i den foreskrevne form. En e-mail blev ikke anset for at opfylde kravet, og en autogenereret kvittering fra udlejer ændrede ikke herved. Der påhviler ikke udlejeren en udvidet vejledningspligt om indholdet af skriftlighedsbetingelsen i opsigelsen.
En byretsdom fastslog, at en indflytningsrapport hovedsageligt udfyldt af lejeren ikke kan anses for udarbejdet af udlejeren. Lejeren hæfter derfor ikke for almindelig istandsættelse ved fraflytning, når udlejer har tilrettelagt processen, så udlejer ikke selv udarbejder rapporten.
I erhvervslejeretten blev en markedslejeregulering i et dagligvarebutikslejemål godkendt som væsentlig på baggrund af syn og skøn, uden fradrag for lejers påståede forudgående arbejder. Omvendt blev et kapitaliseret fraflytningskrav tilsidesat, fordi udlejer ikke beviste et tab, bl.a. hvor bygningen efterfølgende var nedrevet.
Entrepriseret: garanti, rangorden og direkte ansvar
VBA nedsatte en entreprenørgaranti fra 15 % til 10 %, da bygherren ikke rettidigt fremsatte formel anmodning om udbetaling efter stadeopgørelse. Konkursen medførte, at entreprenørens ret og pligt til færdiggørelse reelt ophørte, og stadeforretningen måtte sidestilles med aflevering efter ABT 18 § 9, stk. 3. Uformelle henvendelser til rådgivere udgjorde ikke et formelt træk på garantien.
I en sag om mangler ved en svinestald blev hovedentreprenøren frifundet for direkte krav. Der var hverken grundlag efter indtrædelsessynspunktet, da aftalen var mellem totalentreprenør og bygherre, eller efter delikt, da udførelsen fulgte totalentreprenørens anvisninger uden håndværksmæssige fejl.
VBA fastlagde endvidere, at detaljetegninger går forud for arbejdsbeskrivelser ved modstrid, hvorfor underentreprenørens krav på ekstraarbejder blev anerkendt. Egen udgift til teknisk rådgivning blev dog ikke erstattet, da den ikke udgjorde et erstatningsberettiget tab i relation til ekstrakravet.
Dækning i støttet byggeri, udbudsretlig årsagssammenhæng og GDPR-grundlag
I en tvist mellem en almen boligorganisation og Byggeskadefonden blev udgifter til nedtagning og genopsætning af solpaneler under udbedring af en anerkendt byggeskade ikke anset for dækningsberettigede. VBA lagde vægt på almenboliglovens § 150 og § 155 samt skadedækningsbekendtgørelsen: Der var ikke tale om udbedring af skade på det støttede byggeri eller forhold vedrørende brugsværdi eller fysisk kvalitet.
Klagenævnet for Udbud afskar erstatning efter negativ kontraktsinteresse, selv om udbudsreglerne var tilsidesat, fordi tilbudsgiver kendte eller burde have kendt manglerne i materialet ved tilbudsafgivelsen. Uden årsagssammenhæng mellem overtrædelsen og tabet kan der ikke tilkendes erstatning.
Datatilsynet fandt, at en arbejdsgivers videregivelse af personoplysninger – herunder fagforeningstilhørsforhold – til en ekstern rådgiver i en arbejdsretlig tvist var lovlig. Behandlingen var nødvendig for legitime interesser og proportional, idet oplysningerne blev delt for at søge rådgivning og eventuelt forsvare et retskrav. Sagen illustrerer, at den legitime interesse- og nødvendighedsvurdering kan rumme videregivelse af særlige kategorier, når det er strengt relevant og ikke går videre end nødvendigt.
