Indfødsretsloven

Højesteret underkender den hidtidige praksis om administrativ fratagelse af dansk statsborgerskab og kræver en konkret afvejning af borgernes berettigede forventninger. Afgørelsen åbner for genoptagelse af sager, mens ministeriet midlertidigt sætter sagsbehandlingen i bero.

Højesteret fastholder fængsel i 6–8 år og udvisning for bestandig af tre iranske statsborgere for bistand til fremmed efterretningstjeneste, terrorfinansiering og fremme af terror. Én fik frakendt dansk indfødsret. Udvisningen blev fundet proportional trods familietilknytning i Danmark.

Højesteret fastslår, at børn kan få dansk indfødsret ved forældrenes ægteskab, selv om faren ikke var dansk ved fødslen. Ministeriets ændring af CPR-registreringen var uberettiget, da § 2 skal forstås i lyset af tidligere lovgivning og bestemmelsens formål.

Et dødsbo kunne ikke overtage en sag om fratagelse af dansk statsborgerskab. Højesteret fandt, at tvisten angik en personlig rettighed og ikke et krav, der tilkommer boet efter dødsboskifteloven § 107. En mulig godtgørelse under en senere byretssag ændrede ikke denne vurdering.

Østre Landsret frifinder Udenrigsministeriet for krav om at evakuere et dansk barn fra Roj-lejren sammen med barnets ikke-danske mor. Retten fandt ingen pligt efter forvaltningsretten, EMRK eller EU-retten. Moderen er frakendt indfødsret; ankesag verserer.

Østre Landsret stadfæster fængselsstraffe på 6–8 år til tre eksil-iranere for bistand til fremmed efterretningstjeneste, fremme af terror og billigelse af angreb. Landsretten frakender desuden en tiltalt dansk indfødsret og udviser alle tre for bestandigt, delvist ved flertalsafgørelse.

Østre Landsret stadfæstede skyld og hævede straffene til 4–6 års fængsel for ni bandetilknyttede i en knivvoldssag. Retten udstedte femårige kommunevise opholdsforbud, men afviste anklagemyndighedens påstand om frakendelse af dansk indfødsret pga. manglende grundlag.

En kvinde dømmes ved Vestre Landsret til fire års fængsel og frakendelse af dansk statsborgerskab for at have fremmet IS og opholdt sig i et konfliktområde. Udvisning blev afvist efter EU-retten på grund af afledt opholdsret via hendes danske børn; i stedet gives udvisningsadvarsel.

Højesteret fastslår, at et barn født ved assisteret reproduktion ikke får dansk indfødsret, selv om sæddonoren er dansk. Donoren er ikke retlig far efter børneloven, og afgørelsen strider hverken mod EMRK artikel 8 eller 14. Landsrettens resultat blev stadfæstet.