En ny analyse for Advokatsamfundet peger på en markant ubalance mellem de planlagte strafskærpelser og kriminalforsorgens faktiske kapacitet. Konklusionen er, at flere indsatte er et forudsigeligt resultat af reformen, men at både bemanding og fysiske rammer hviler på forudsætninger, der er usikre i praksis.
Personale og drift
Analysen vurderer, at manglen på fængselsbetjente vil vokse betydeligt frem mod 2030, hvis målsætningen om forholdet mellem indsatte og betjente skal fastholdes. Trods seneste lønløft og politiske tiltag har udviklingen ikke vendt, og rekruttering og fastholdelse vurderes fortsat at være udfordret. Det skaber risiko for driftsforstyrrelser, flere lukkede aktiviteter og et presset arbejdsmiljø.
Den personalemæssige ubalance rammer også reformens resocialiserende elementer og alternative afsoningsformer, der forudsætter tid, tilstedeværelse og kompetencer hos betjentene. Uden tilstrækkelig normering vil kvaliteten af indsatsen kunne forringes, og målene om lavere recidiv svækkes.
Pladskapacitet og byggeri
Belægningen i fængslerne har længe ligget over det politisk fastsatte niveau, og enkelte afdelinger kører med dobbelt- og trippelbelægning. Planen for at skabe tilstrækkelige cellepladser forudsætter, at igangværende og planlagte byggerier færdiggøres til tiden og uden større driftsafbrydelser, samt at Kosovo-aftalen kan udnyttes fuldt ud. Dette vurderes som forbundet med betydelig risiko.
Erfaringer fra offentligt byggeri – herunder dokumenterede gennemsnitlige forsinkelser – indikerer, at tidsplaner ofte skrider. Hertil kommer mulige uforudsete hændelser som tekniske skader og midlertidig lukning af celler. Analysen anbefaler tæt parlamentarisk opfølgning og overvejelse af robuste beredskabsplaner.
Lovgivningsstatus og retlige implikationer
De centrale elementer i reformen er fremsat som lovforslag L83. Den videre behandling bør ifølge analysen ledsages af realistiske budgetter, tydelige milepæle for byggerier og konkrete personaletiltag, så retssikkerhed og ordentlig drift kan sikres.
Med skærpede straffe følger skærpede krav til fuldbyrdelsen. Vedvarende overbelægning og ressourceunderskud kan rejse spørgsmål i relation til konventionsstandarder, herunder EMRK art. 3, og udfordre kriminalforsorgens mulighed for at levere både sikkerhed og resocialisering. Samlet peger analysen på behovet for justeringer i kapacitets- og personaleforudsætningerne, hvis reformens målsætninger skal realiseres uden at kompromittere retlige og driftsmæssige krav.
