Politiet ønsker at udvide brugen af ansigtsgenkendelse som led i bekæmpelsen af bandekriminalitet. Tiltaget kan effektivisere gennemgangen af store mængder video, men indebærer et markant indgreb i retten til privatliv og databeskyttelse. Når biometriske data anvendes til at identificere personer i det offentlige rum, øges indgrebsintensiteten, og der opstår risiko for afkølende effekter på ytrings- og forsamlingsfriheden. I dag er brugen i Danmark snævert afgrænset til bl.a. børnesager, men politiet ønsker en bredere adgang til automatiseret analyse.
Retsgrundlag og indgrebets karakter
Biometriske data er følsomme oplysninger efter GDPR og kræver et klart, præcist og forudsigeligt hjemmelsgrundlag. Hertil kommer EMRK art. 8 om respekt for privatlivet. Anvendelse i efterforskningen må derfor hvile på en specifik og proportional lovregulering, der adresserer formål, omfang og kontrol. Et centralt skel går mellem retrospektiv analyse af allerede indsamlet materiale og realtidsidentifikation i det offentlige rum, hvor sidstnævnte forstærker indgrebsgraden betydeligt.
Politiet har i forvejen adgang til overvågningsmateriale efter retskendelse. Den teknologiske opgradering fra manuel gennemgang til automatiseret ansigtssøgning kan skabe betydelige effektiviseringsgevinster, men øger også risikoen for funktionsglidning – at værktøjet gradvist anvendes til mindre alvorlig kriminalitet, hvis rammerne ikke bindes op på klare kriterier.
Krav til klare rammer og kontrol
Hvis ansigtsgenkendelse udvides, bør det ske via tydelig hjemmel i politiloven og retsplejeloven. Reguleringen bør konkretisere, hvilke kriminalitetskategorier teknologien må bruges til, afgrænse tidsrum og geografiske zoner, og præcisere den berørte personkreds. Indgrebet bør kvalificeres som straffeprocessuelt, med krav om retskendelse, dokumentation og efterfølgende domstolsprøvelse ved tvister.
Dertil kommer stærke retsgarantier: effektivt uafhængigt tilsyn, gennemsigtighed på systemniveau, robust logning, obligatoriske konsekvensanalyser, dataminimering, opbevaringsbegrænsning og klare slettefrister. En periodisk evaluering – eventuelt med solnedgangsklausul – kan modvirke formålsudvidelser. Samlet set skal proportionalitet og nødvendighed være styrende, og klageadgang for berørte borgere sikres.
EU-retlige og nordiske perspektiver
EU’s AI Act lægger op til stramme begrænsninger af realtids-ansigtsgenkendelse i det offentlige rum for retshåndhævelse. Danmark er dog ikke bundet på retsområdet på grund af retsforbeholdet, hvilket øger behovet for nationale værn, hvis man afviger fra EU-standarderne. Risikoen for masseovervågning skærpes, hvis live-identifikation kobles til omfattende databaser som pasregisteret.
Sverige har sendt et lovudkast i høring, der åbner for realtidsbiometri i særlige tilfælde og længere opbevaring af overvågningsbilleder. Debatten herhjemme bør derfor afklare, om målet blot er hurtigere retrospektiv analyse af eksisterende optagelser, eller om livetracking overvejes. Skillelinjen er afgørende for indgrebsniveauet, og dermed for hvilke hjemler, garantier og kontrolmekanismer der kræves.
