Materialeforbud i offentlige udbud: saglighed og proportionalitet
Klagenævnet for Udbud har den 16. marts 2026 godkendt et materialespecifikt bæredygtighedskrav i et udbud gennemført af Region Midtjylland i regi af Regionernes Fælles Indkøb. Mindstekravet forbød styrenpolymerer i plastemballage til medicinsk udstyr. En tilbudsgiver blev afvist som ukonditionsmæssig, fordi den primære emballage indeholdt HIPS (en polystyrentype) og dermed var omfattet af forbuddet.
Klagenævnet fandt, at kravet hvilede på et sagligt og dokumenteret grundlag, bl.a. forankret i Nordiske kriterier for mere bæredygtig emballage, som understøtter EU’s emballageforordning. Nævnet vurderede kravet som egnet og proportionalt i forhold til formålene om at øge emballagens bæredygtighed og reducere affald fra engangsudstyr.
Ordregiver havde desuden formuleret de overordnede miljømål som en integreret del af udbuddet. De centrale hensyn var følgende:
- At begrænse affaldsmængder fra engangsudstyr.
- At sikre mest mulig bæredygtig emballage.
- At reducere risici for patienter og miljø forbundet med visse plastkemikalier.
Genanvendelighed som praktisk kriterium i sundhedssektorens affaldsstrømme
Klagenævnet lagde vægt på, at genanvendelighed i denne sammenhæng ikke alene er et teknisk spørgsmål. I henhold til de Nordiske kriterier omfatter begrebet også den praktiske mulighed for genanvendelse i regionernes faktiske affaldsstrømme og behandlingssystemer.
Selv om polystyrener teknisk kan genanvendes, blev HIPS anset for kun minimalt genanvendelig i de relevante systemer. Nævnet fandt ingen grund til at tilsidesætte de faglige vurderinger og dokumentationen for den manglende praktiske genanvendelighed og accepterede derfor forbuddet mod styrenpolymerer i emballagen.
Kravudformning: materialekrav kontra funktionskrav
Tilbudsgiver gjorde gældende, at ordregiver burde have valgt et funktionskrav frem for et materialespecifikt forbud. Klagenævnet afviste dette. Når formålet er at sikre en ensartet og effektiv affaldshåndtering og at fremme praktisk genanvendelig emballage, kan et klart materialekrav være det mest hensigtsmæssige og stadig opfylde proportionalitetskravet.
Nævnet præciserede, at ordregiver ikke altid er forpligtet til at vælge det mindst indgribende middel. Et materialespecifikt forbud kan lovligt anvendes, hvis det er sagligt, egnet og står i rimeligt forhold til formålet – og hvis det er solidt dokumenteret og afstemt med anerkendte standarder.
Implikationer for ordregivere: dokumentation og gennemførelse
Afgørelsen udvider og præciserer råderummet for grønne krav i udbud, men uden at give carte blanche. Ordregivere kan opstille negative lister over problematiske materialer, når kravenes egnethed og proportionalitet er fagligt underbygget i lyset af lokale affaldsstrømme, sorteringsmuligheder og reelle genanvendelseskapaciteter.
For at styrke retssikkerheden og standse klager anbefales det, at ordregivere arbejder systematisk med dokumentation og løbende opdatering. Følgende tiltag kan overvejes:
- Dokumentér det faglige grundlag for materialeforbud med henvisning til standarder og relevante miljødata.
- Forankr krav i anerkendte kriterier, der korresponderer med EU-regulering.
- Test proportionalitet gennem markedsdialog og vurdering af affaldssystemernes faktiske kapaciteter.
Den fulde kendelse kan læses hos Klagenævnet for Udbud her.
