Hovedbudskab
EU-Domstolen slår fast, at ændringer af vederlagsmodeller i rammeaftaler som udgangspunkt kan gennemføres inden for udbudsdirektivets artikel 72, stk. 2 (udbudslovens § 180), uden at den overordnede karakter ændres. Kun hvor ændringen medfører en grundlæggende forskydning i aftalens balance, eller leverandøren stilles betydeligt mere gunstigt, opstår pligt til genudbud.
Dommen afviser, at alle væsentlige ændringer automatisk ændrer en rammeaftales overordnede karakter. Begreberne er ikke sammenfaldende; ellers ville bagatelreglen mangle selvstændigt indhold.
Sagens baggrund
Det svenske politi udbød i 2020 en rammeaftale om bjærgningstjenester med tildelingskriteriet laveste pris. Der blev afgivet faste priser for opgaver inden for 10 km og kilometerpriser ud over dette. Efter kontraktindgåelse enedes parterne om at justere vederlagsmodellen for at udjævne omkostningsfordelingen mellem politikredse, uden at den samlede kontraktværdi steg.
Ændringen udvidede radius for fast pris fra 10 til 50 km og ændrede både den faste pris og kilometerpriserne. Konkurrensverket mente, at ændringen svarede til en direkte tildeling. Første instans idømte bøde, men den svenske Högsta Förvaltningsdomstolen forelagde spørgsmål for EU-Domstolen.
Domstolens præmisser
Domstolen præciserer, at “overordnede karakter” primært angår ændringer, som ændrer den indkøbte ydelses art – typisk hvor man reelt køber noget andet end det udbudte. At udfaldet af udbuddet hypotetisk kunne være blevet anderledes, er ikke nok i sig selv.
Inden for tærskelværdierne i artikel 72, stk. 2, kan ordregivere justere vederlagsmodellen. Kun under ganske særlige omstændigheder, hvor leverandøren sættes i en markant bedre position eller aftalens balance forskydes grundlæggende, vil ændringen ramme aftalens overordnede karakter. Dommen fremhæver samtidig 2014-direktivernes formål om større fleksibilitet i kontraktforvaltningen.
Praktiske implikationer
For ordregivere betyder dommen et styrket grundlag for at foretage nødvendige, mindre kontraktændringer – også i centrale elementer som prisstruktur – når beløbsgrænserne respekteres og ydelsens karakter forbliver uændret.
Leverandører bør tilsvarende være opmærksomme på, at væsentlige ændringer ikke pr. automatik medfører ny udbudspligt. Vurderingen beror på, om ændringen ændrer ydelsens art eller skaber en ulige, betydelig fordel.
Følgende tommelfingerregler kan hjælpe ved planlægning og dokumentation af ændringer:
- Kontrollér først beløbsgrænserne i udbudslovens § 180 og artikel 72, stk. 2.
- Beskriv konkret, hvorfor ydelsens art ikke ændres, og at konkurrencen ikke forvredes.
- Indbyg ændringsklausuler, der forudser justeringer af pris- og vederlagsmodeller.
Læs dommen hos EU-Domstolen: C-282/24.
