Rådgivere i byggeprojekter er underlagt et professionsansvar baseret på culpa, med ABR18 som kontraktuel ramme. Ansvarsvurderingen tager udgangspunkt i den viden, de normer og de regler, der var gældende på projekterings- og udførelsestidspunktet.
Bevisbyrde og bevismidler
Bygherren bærer som udgangspunkt bevisbyrden for, at rådgiveren har handlet ansvarspådragende og derved forårsaget et dokumenteret økonomisk tab. Bevisførelsen er ofte tung og kræver en klar kobling mellem fejl og tab.
Syn og skøn er et centralt bevismiddel, men er ikke bindende for voldgiftsret eller domstole. Supplerende bevis som udtalelser om branchekutyme og god projekteringsskik kan styrke sagen. I TBB 2020 198 VBA var henvisning til aftalesedler med stikord som projektmangel utilstrækkelig til at løfte bevisbyrden.
Tålegrænse for projektændringer
I større og komplekse byggerier anerkendes en vis tålegrænse for projektrettelser og -afklaringer under udførelsen. Det er ikke i sig selv udtryk for faglig fejl, at projektet kræver tilpasninger, der kan udløse entreprenørkrav.
Rådgiverydelsen er en arbejdsydelse og ikke en resultatforpligtelse. Derfor kan projektopfølgning og løbende tilretning være en integreret del af en korrekt leveret ydelse, særligt når byggeriet er komplekst eller foregår i drift.
Standsning og ansvar
I TBB 2023 393 blev totalrådgiveren frifundet, selv om hovedprojektet på visse punkter afveg fra god projekteringsskik. Nøglen var, at projektet var bygbart forudsat tilretning i samspil med entreprenøren, og at bygherrens standsning fratog rådgiveren mulighed for nødvendige afklaringer.
Kendelsen understreger, at bygherren risikerer at svække et erstatningskrav ved at afbryde samarbejdet, før rådgiveren får lejlighed til at rette op og følge op på projektgrundlaget. Pragmatiske afklaringer og bevismæssig dokumentation bør derfor prioriteres før standsning og udskiftning af rådgiver.
