Finansielle institutioner oplever øget tilsynsmæssigt fokus på, at kreditbeskyttelse opfylder kravene i CRR art. 194, herunder at de kan fremvise uafhængige, skriftlige og begrundede legal opinions om retsgyldighed og håndhævelighed. Behovet skærpes af ønsket om kapitallettelse gennem anerkendelse af finansieret og ufinansieret kreditbeskyttelse.
Ufinansieret kreditbeskyttelse
Ufinansieret kreditbeskyttelse ydes typisk som garantier eller kautioner, ofte fra EIFO eller udenlandske eksportkreditagenturer. Efter tilsynspraksis kan EIFO behandles som offentlig sektorenhed i CRR forstand, hvilket muliggør 0 % risikovægt under art. 116, og KommuneKredit, Afviklingsformuen og Garantiformuen er tilsvarende kvalificerede.
Ud over krav til egnethed af udstederen stiller CRR art. 213(1)(c) indholdskrav til selve garantien. Særligt problematisk er bestemmelser uden for långivers kontrol, der giver udstederen mulighed for ensidigt at ophæve, udskyde betaling eller forkorte løbetiden. Afgrænsningen mellem dækningsomfang og ophørsgrunde bør forhandles klart; begrænsninger i dækningsomfang kan afspejles i værdifastsættelsen efter art. 215.
For overblik over centrale klausulkrav, som ikke må være uden for långivers direkte kontrol:
- Ingen ret for garanten til ensidigt at ophæve beskyttelsen.
- Ingen forhøjelse af prisen som følge af forringet kreditkvalitet på den beskyttede eksponering.
- Ingen bestemmelser der hindrer rettidig udbetaling ved debitors misligholdelse.
- Ingen mulighed for at forkorte beskyttelsens løbetid.
I syndikerede strukturer kan agent- eller medlångiveres handlinger udløse misligholdelse under garanti og føre til ophør over for alle långivere. For at overholde art. 213 bør dokumentationen give den enkelte långiver ret til at afhjælpe agentens eller en anden långivers misligholdelse, så opfyldelse bringes inden for den enkelte långivers kontrol.
Finansieret kreditbeskyttelse
Efter art. 194(4) skal långiver rettidigt kunne realisere eller beholde aktiverne ved misligholdelse eller insolvens hos debitor eller relevant opbevarer. Hvor sikkerheder administreres af en collateral agent, bør dokumenterne sikre mulighed for udskiftning ved agentens misligholdelse eller insolvens.
For overdragelse af fordringer efter art. 209 skal dokumentationen som udgangspunkt sikre følgende:
- Et robust retligt grundlag, der klart etablerer sikkerhedsret og ret til provenu.
- Opfyldelse af lokale krav til håndhævelighed og førsteprioritet, med forbehold for lovbestemte fortrinsrettigheder.
- Tilstrekkelig juridisk review i alle relevante jurisdiktioner.
- Klar dokumentation og robuste procedurer for rettidig inddrivelse.
- Opfyldelse af betingelser for misligholdelseserklæring og inddrivelse.
- Retlig adgang til at overdrage eller sælge fordringer uden debitors samtykke.
I praksis imødegås samtykkekrav ved at sikre i låne- og sikkerhedsdokumenter, at både eksisterende og fremtidige fordringer kan overdrages frit.
For løsøre- og varelagerpant efter art. 210 bør aftalen bl.a. sikre:
- Håndhævelighed i alle relevante jurisdiktioner og mulighed for realisation inden for rimelig tid.
- Kun førsteprioritetspant kvalificerer, og långiver skal have fortrinsret til provenu.
- Detaljeret beskrivelse af pantet og af metoder/frekvens for revaluering.
- Långivers ret til fysisk inspektion af aktiverne.
Praktiske anbefalinger
For at opnå kapitallettelse bør CRR-compliance tænkes ind tidligt i forhandlingerne. Dokumenterne skal understøtte, at ekstern rådgiver kan afgive de nødvendige legal opinions, og at centrale CRR-krav er opfyldt uden efterfølgende materielle ændringer.
Långivere bør skelne skarpt mellem dækningsomfang og ophørsgrunde i garantier, indregne undtagelser i værdiansættelsen, sikre fri overdragelighed af fordringer, samt indarbejde rettigheder til agentudskiftning og individuel afhjælpning i syndikerede strukturer. Det reducerer usikkerhed ved fordringsprøvelse og understøtter anerkendelse som kreditrisikoreduktion.
