EU har vedtaget en ny forordning om screening af udenlandske direkte investeringer, som gælder fra januar 2028. Forordningen pålægger alle medlemsstater at have en obligatorisk screeningsordning, fastlægger et fælles minimumsomfang for særligt følsomme sektorer og styrker samarbejdet mellem medlemsstaterne og EU-Kommissionen. Selvom der sker betydelig harmonisering, bevarer landene skøn og kan udvide deres nationale ordninger ud over minimumskravene.
Krav om nationale screeningsmekanismer og fælles minimumsomfang
Alle medlemsstater skal have en obligatorisk screeningsmekanisme, som opfylder forordningens minimumskrav. Formålet er at skabe mere forudsigelighed for investorer og et mere ensartet kerneområde på tværs af EU.
Det fælles minimum dækker bl.a. dual-use og militær, kritiske teknologier, kritisk infrastruktur, kritiske råmaterialer, valginfrastruktur og visse enheder i finansiel markedsinfrastruktur.
De centrale sektorer, som altid skal screenes, omfatter i praksis følgende:
- Dual-use og militær.
- Kritiske teknologier som halvledere, kvanteteknologi og udvalgt AI.
- Kritisk infrastruktur inden for transport, energi og digital.
- Kritiske råmaterialer.
- Valginfrastruktur.
- Udvalgte finansielle markedsinfrastrukturer.
Medlemsstaterne kan fortsat udvide screeningen til yderligere sektorer, hvorfor nationale forskelle fortsat vil forekomme.
Udvidet investeringsbegreb og call‑in beføjelser
Forordningen udvider kredsen af investeringer, der kan screenes, til også at omfatte indirekte investeringer gennem EU-enheder kontrolleret af ikke-EU-investorer, i tråd med EU-Domstolens Xella-praksis. Begrebet effektiv deltagelse i ledelse eller kontrol præciseres og omfatter også væsentlig indflydelse uden formel kontrol.
Greenfield-investeringer kan omfattes af national screening, men er ikke obligatorisk omfattet. Visse interne omstruktureringer undtages, hvis der ikke sker reelt ejerskifte eller ændringer i kontrolkæden. Nationale myndigheder skal kunne kalde ikke-anmeldte sager ind, både inden for og uden for den obligatoriske ordning, i tidsrum fastsat nationalt.
Processuelle tidslinjer og styrket EU-samarbejde
Alle ordninger skal følge en to-faset model med en indledende fase og eventuel dybdegående undersøgelse. Den indledende fase er tidsbegrænset, mens den dybdegående undersøgelse ikke har fælles EU-frist, hvilket kan give varierende tidsplaner mellem landene.
Kommissionens rolle styrkes gennem en udvidet samarbejdsordning, herunder mulighed for udtalelser og forslag til afværgeforanstaltninger. Anmeldelser i flere lande opfordres indsendt parallelt, og myndighederne forventes at koordinere både proces og substans.
Skal du vide det meste om EU-ret? Tag ’EU-pakken’, og få styr på reglerne.
Læs mere her →Konsekvenser for dansk investeringsscreening
Den danske Investeringsscreeningslov indeholder allerede mange elementer, herunder obligatorisk screening af særligt følsomme sektorer, dækning af indirekte investeringer og to-faset sagsbehandling. Tilpasninger vil dog være nødvendige, bl.a. i opregningen af særligt følsomme sektorer og i de materielle vurderingskriterier.
Danske sager vil oftere indgå i EU’s samarbejdsordning med øget informationsudveksling mellem Erhvervsstyrelsen, Kommissionen og andre medlemsstater. Se den officielle forordningstekst på Eur-Lex: eur-lex.europa.eu.
