EU-Domstolens dom i C-452/23 om Fastned præciserer rammerne for at ændre koncessionskontrakter, der oprindeligt er tildelt som in house. Når in house-betingelserne ikke længere er opfyldt på ændringstidspunktet, skal ændringen vurderes efter koncessionsdirektivets regler, uanset at kontrakten er indgået før direktivets ikrafttræden. I sagen blev koncessionens genstand udvidet til også at omfatte etablering, vedligeholdelse og drift af ladeinfrastruktur på motorvejsserviceanlæg.
Ændringskriterier i koncessionsdirektivet
Domstolen fastslår, at så længe in house-betingelserne er opfyldt, kan ordregiver ændre kontrakten uden at anvende direktivets ændringsregler, fordi en ny tildeling også ville kunne ske in house. Når betingelserne ikke længere er opfyldt, finder artikel 43 anvendelse. Efter art. 43, stk. 1, litra c, kan en ændring gennemføres uden nyt udbud, hvis den skyldes uforudsete omstændigheder, ikke ændrer koncessionens overordnede karakter, og værdien ikke overstiger 50 procent af den oprindelige kontrakt.
Domstolen understreger, at uforudsete omstændigheder kun kan bære en ændring, hvis den er nødvendig for den korrekte gennemførelse af den eksisterende koncession. En generel tilpasning til nye behov hos ordregiver er ikke tilstrækkelig. Den nationale ret bør desuden overveje, om ændringen kan hjemles i art. 43, stk. 1, litra b, om supplerende ydelser. Her skal vurderes, om udvidelsen – ud fra tekniske og økonomiske hensyn og uden væsentlige ulemper eller meromkostninger – kunne have været genstand for en selvstændig koncession tildelt efter udbud.
Klagefrister og lovlig oprindelig tildeling
Domstolen slår fast, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at åbne for prøvelse af den oprindelige in house-tildeling, hvis der alene klages over en senere ændring, og fristen for at anfægte den oprindelige tildeling er udløbet. Klagefristerne beskytter retssikkerheden og kan ikke omgås via ændringssager.
Domstolen henviser også til C-719/20, hvor en in house-tildeling var ulovlig. I sådanne tilfælde kan en efterfølgende ændring ikke legitimeres via reglerne om ændring af eksisterende kontrakter. Praktisk indebærer dommen, at ordregivere ved større koncessionsaftaler skal dokumentere nødvendighed, uændret overordnet karakter og værdimæssige grænser, samt overveje, om udvidelser rettelig bør udbydes som selvstændige koncessioner.
