Højesteret fastslog, at en fordring sikret ved lønforskrivning – herunder i en opsat tjenestemandspension – er en pantefordring efter konkursloven § 199, stk. 4. En gældssanering omfatter derfor kun den del af restgælden, som ikke dækkes af pantet.
Efter bestemmelsens ordlyd, forarbejder og formål kvalificeres lønforskrivningen som pant. Højesteret fandt desuden, at tjenestemandspensionsloven § 33, stk. 2, giver hjemmel til lønforskrivning i tjenestemandspension, og at aftalen ikke ophørte, fordi skyldneren ikke længere var tjenestemand.
Spørgsmålet om omstødelse blev ikke taget under påkendelse, da sådanne krav normalt må anlægges særskilt af andre fordringshavere. Sagen blev hjemvist til skifteretten med retningslinjer for håndteringen af krav sikret ved lønforskrivning, herunder opgørelsen af pantets dækningsomfang og den usikrede rest. Se kendelserne fra Højesteret, landsretten og byretten på Domstolene: Højesteret, Landsret og Byret.
