Højesteret har fastslået, at video- og lydoptagelser fra en fængselsinfiltration samt infiltratorens vidneforklaring kan indgå som bevis i en straffesag, selv om legalitetskravet i EMRK art. 8, stk. 2, ikke var opfyldt for dele af den skjulte aflytning. Afgørende var en samlet vurdering af rettergangen efter EMRK art. 6.
Infiltration og proportionalitet
Politiet placerede en tjenestemand som medindsat for at indhente oplysninger fra den mistænkte om et tidligere begået drab. Samtaler blev optaget med personbåret udstyr, og der blev foretaget videooptagelser og rumaflytning i fængsler. Højesteret fandt, at iværksættelsen af infiltrationen hvilede på politiets almindelige efterforskningskompetence og derfor skulle opfylde krav om saglighed og proportionalitet.
På den ene side var der tale om en intensiv foranstaltning rettet mod en indsat og med potentiale for selvinkriminering. På den anden side talte den særdeles alvorlige kriminalitet og udtømte efterforskningsmuligheder for, at indgrebet var nødvendigt. Højesteret lagde vægt på, at der var ført tilstrækkelig kontrol med forløbet.
EMRK art. 8 og art. 6
Hemmelig overvågning og aflytning er et indgreb i privatlivet omfattet af EMRK art. 8, der kræver klar hjemmel. Retsplejeloven regulerer ikke udtrykkeligt optagelser af samtaler, som en infiltrator selv deltager i. Højesteret fandt derfor, at legalitetskravet ikke var opfyldt for den personbårne aflytning i fængslet.
Det fører imidlertid ikke automatisk til bevisudelukkelse. Efter EMRK art. 6 beror spørgsmålet på, om rettergangen samlet set er fair. Højesteret vurderede bl.a. krænkelsens karakter, optagelsernes pålidelighed, forsvarets mulighed for at anfægte beviserne, bevisernes vægt og om materialet var det eneste eller afgørende.
Frivillighed, bevisværdi og konsekvenser
Højesteret lagde til grund, at samtalerne med infiltratoren foregik frivilligt uden utilbørligt pres. Den mistænkte bragte emnet på bane flere gange og styrede ofte samtalerne. Enkelte sekvenser havde afhøringslignende træk, men ændrede ikke helhedsvurderingen.
Der var ikke tvivl om optagelsernes ægthed, og forsvaret havde haft og ville få fulde muligheder for at imødegå beviserne. Anklagemyndigheden støttede sig endvidere på øvrige beviser. Efter en samlet afvejning var det derfor foreneligt med EMRK art. 6 at tillade anvendelsen af hele det video- og lydoptagede materiale samt infiltratorens vidneforklaring. Læs kendelsen: Højesteret sag 106/2023. Se også landsrettens afgørelse og byrettens afgørelse.
