Højesteret har stadfæstet landsrettens afvisning af et direkte tilbagebetalingskrav mod skattemyndighederne for fejlfaktureret dansk moms, som leverandøren aldrig indbetalte. Sagen vedrørte engroshandel med elektronik, hvor leveringsstedet momsmæssigt var i Østrig og Holland, hvorfor der ikke skulle betales dansk moms. Leverandøren gik efterfølgende konkurs, og køberen forsøgte herefter subsidiært at kræve beløbet tilbage direkte fra staten.
Retsgrundlaget og præmisser
Højesteret fastslog, at momslovens § 52 a, stk. 7, regulerer forholdet mellem den, der urigtigt angiver moms på en faktura, og skattemyndighederne. Bestemmelsen giver ikke tredjemand, som har betalt til fakturaudstederen, en selvstændig adgang til at kræve tilbagebetaling direkte fra staten. Retten henviste til landsrettens begrundelse og EU-praksis, hvorefter et direkte krav mod staten i særlige tilfælde kan tænkes, når leverandøren har indbetalt momsen og efterfølgende er insolvent. Da beløbet aldrig var indbetalt, forelå der ikke et krav mod staten.
Argumentet om risiko for ugrundet berigelse hos staten blev ikke taget til følge, idet staten ikke havde modtaget betalingen. Fejlfaktureringen og betalingen beroede på parternes interne forhold, som må håndteres civilretligt mellem køber og leverandør eller via konkursboet.
Praktiske konsekvenser for virksomheder
Afgørelsen skærper fokus på korrekt fastlæggelse af leveringssted og fakturering. Ved fejlagtig moms på faktura er den primære afhjælpning kreditnota og regulering hos leverandøren, der herefter kan søge tilbagebetaling efter § 52 a. Er leverandøren insolvent, må køberen anlægge krav mod boet.
Virksomheder bør styrke kontraktvilkår om momsallokering, sikre dokumentation for leveringssted og etablere kontrolspor for grænseoverskridende handler. Proaktiv compliance reducerer risikoen for tab, hvis leverandøren ikke kan berigtige fejlfaktureret moms.
