Højesterets afgørelse om samvær efter adoption
Højesteret fastslår, at reglerne om kontakt mellem biologiske forældre og adopterede børn skal fortolkes i overensstemmelse med EMRK artikel 8 om retten til familieliv. Dommen ophæver afgørelser fra Familieretten og Landsretten og hjemviser sagen til fornyet behandling, fordi det ikke kunne udelukkes, at betingelserne for samvær eller anden kontakt var opfyldt. Afgørelsen markerer en tydelig præcisering af, at vurderingen skal tage udgangspunkt i barnets bedste på et oplyst grundlag.
Dommen understreger, at en fortolkning, der i praksis forbeholder samvær for “helt særlige tilfælde”, ikke er forenelig med konventionen. Det afgørende er en konkret, proportional vurdering af barnets behov og relationen til de biologiske forældre, også efter adoption uden samtykke.
Beviskrav og sagsoplysning
Højesteret lægger vægt på, at retten skal sikre et fyldestgørende oplysningsgrundlag. Det kan omfatte børnesagkyndig undersøgelse af barnet og sagkyndig undersøgelse af de biologiske forældre, med mulighed for at den sagkyndige afgiver forklaring for retten. Sådanne tiltag skal give et solidt grundlag for at vurdere, hvad der konkret er bedst for barnet.
Retten tilrettelægger dermed bevisførelsen med fokus på kvalitet og relevans. Dommen signalerer en højere prøvelsesintensitet i sager om samvær efter adoption, hvor retten aktivt må sikre, at væsentlige oplysninger om barnets trivsel, tilknytning og behov foreligger, før der træffes afgørelse.
Retlig baggrund og perspektiver
Efter en lovændring blev adgang til adoption uden samtykke udvidet, og Højesteret har tidligere fundet, at selve adoptionen ikke stred mod EMRK. Samtidig pegede Højesteret på, at de daværende regler om samvær efter adoption næppe var konventionsforenelige, hvis samvær reelt var undtagelsen. Det førte til en lovændring, som fremhæver barnets bedste som kriterium for kontakt.
På trods af den ændring har praksis i en periode ikke tilkendt samvær til biologiske forældre. Den nye dom skærper kravene til den konkrete vurdering og sagsoplysning og kan dermed få betydning for fremtidig praksis. Hjemvisningen indebærer ikke, at samvær skal fastsættes, men at beslutningen skal træffes på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, hvor barnets bedste er styrende og konventionsretten efterleves.
