Landsrettens afgørelse
Østre Landsret har fastslået, at en nabo kan kræve, at træers grene og kroner ikke overskrider skellinjen, men at selvhjælp skal holdes inden for det strengt nødvendige. I den konkrete sag blev et bevaringsværdigt, ca. 100 år gammelt træ beskåret, herunder en hovedgren en meter inde på ejerens side, for at imødegå gener fra fugleekskrementer. Hegnsloven § 19 kunne ikke bære indgrebet, og sagen blev derfor vurderet efter de uskrevne naboretlige principper.
Landsretten lagde vægt på proportionalitet og tålereglen: Almindelige og forudsigelige gener må i udgangspunktet tåles. Indgrebet gik væsentligt videre end nødvendigt for at friholde skellet, og var derfor retsstridigt. Ejeren blev tilkendt 80.000 kr. i erstatning, fastsat skønsmæssigt efter VAT modellen med udgangspunkt i værdi før og efter beskæringen, levetidseffekt og resultatet af syn og skøn. Træets bevaringsværdi indgik som et væsentligt moment i helhedsvurderingen.
Retligt udgangspunkt og afgrænsning
Naboretten balancerer ejers råderet over fast ejendom mod naboens beskyttelse mod væsentlige ulemper. Tålereglen og god naboskik danner rammen for vurderingen, hvor genens art, omfang, varighed og områdets karakter inddrages. Selvhjælp er en snæver adgang og kræver klar hjemmel; uden sådan hjemmel må indgreb begrænses til præcist det, der er nødvendigt for at bringe forholdet i orden.
Retten anerkendte, at grene, der rager ind over skel, kan kræves fjernet, også når der er tale om bevaringsværdige træer udpeget i en lokalplan. Men beskæring inde på den anden ejers grund uden samtykke går ud over naborettens rammer. Hegnsloven § 19 omhandler typisk skader eller hindringer for færdsel, og gener som fugleekskrementer falder som udgangspunkt udenfor.
Praktiske konsekvenser
Grundejeres håndtering af nabotvister om beplantning bør tage udgangspunkt i dokumentation, dialog og mindst indgribende løsninger. Før der skæres, bør der søges sagkyndig rådgivning og indhentes samtykke; indgreb på den anden side af skel kræver hjemmel eller aftale.
Hvis tålereglen overskrides, kan der rejses krav om påbud og eventuelt erstatning. Sagen understreger behovet for proportionalitet, præcis afgrænsning til skellinjen og fokus på værdipåvirkning ved opgørelse af økonomisk tab. Lokale planbindinger og bevaringsstatus bør indgå i den retlige risikovurdering.
