Erstatning for helbredelsesudgifter og “andet tab” efter erstatningsansvarsloven §§ 1 og 1 a forudsætter, at udgifterne er rimelige og nødvendige samt knytter sig til helbredelsen eller understøtter den skadelidtes funktionsevne. Udgifter, der allerede er dækket gennem andre erstatningsposter, kan ikke kræves igen.

Byret og landsret

Retten på Frederiksberg afviste dækning af udgifter til kost og logi under ophold på hjem, idet udgifterne ikke havde helbredelsesformål og måtte anses dækket via méngodtgørelse, erhvervsevnetab og tabt arbejdsfortjeneste. Udgifter til støttekontaktperson og hjælpeværge blev ligeledes afvist. Krav om “sparede udgifter” til pleje og omsorg blev ikke taget til følge, da der ikke var afholdt betaling og dermed ikke lidt et økonomisk tab.

Østre Landsret stadfæstede overordnet denne linje. Visse poster – eksempelvis fodterapeut og tandlæge – måtte anses for udgifter, der under alle omstændigheder ville være afholdt, og behandlinger ud over det offentligt dækkede var ikke dokumenteret som rimelige og nødvendige. Taxakørsel blev afvist, da behov ud over offentlige ordninger som handicapkørsel ikke var dokumenteret. Udgifter til vedligehold af hus og have faldt uden for “andet tab”, mens udgifter til hjælpemidler og boligændringer i et vist omfang kunne dækkes. Der kunne ikke kræves erstatning for almindeligt indbo og daglige fornødenheder.

Højesterets præcisering og praksisbetydning

Højesteret stadfæstede landsrettens resultat og præciserede, at “andet tab” omfatter udgifter, der sigter mod at sikre eller forbedre den skadelidtes funktionsevne. Kravet om tidsmæssig sammenhæng kan lempes ved alvorlige skader, men udgifternes formål og nødvendighed skal fortsat dokumenteres.

Praksis understreger tre centrale spor: Undgå dobbeltdækning mod andre erstatningsposter, dokumentér at udgiften er rimelig og nødvendig, og vis, at udgiften reelt forbedrer funktionsevnen. Udgifter af privatforbrugs- eller husholdningslignende karakter falder som udgangspunkt uden for erstatningsadgangen.