Højesteret har stadfæstet, at en offentlig arbejdsgiver ikke hæfter for en medarbejders psykiske arbejdsskade opstået efter episoder med udadreagerende patienter i børne- og ungdomspsykiatrien. Dommen fastslår, at udsættelse for vold og trusler i sig selv ikke viser, at arbejdet er tilrettelagt sikkerheds- og sundhedsmæssigt uforsvarligt, når arbejdsgiveren i øvrigt opfylder sine arbejdsmiljøpligter.
Ansvarsnorm ved psykiske arbejdsskader og arbejdsmiljølovens rækkevidde
Højesteret præciserer, at ansvarsnormen for psykiske skader er identisk med fysiske skader: almindeligt culpaansvar, normeret af arbejdsmiljølovgivningen. Ved psykiske belastninger over tid indgår bl.a. arbejdets almindelige farlighed, skadeevne og mulighederne for at forebygge i den integrerede ansvarsvurdering.
Det er ikke en generel betingelse for ansvar, at medarbejderen forudgående har sagt fra. Hvis arbejdsforholdene ikke er generelt uforsvarlige, men belastende for en medarbejder på grund af særlig sårbarhed, kan det dog tillægges vægt, om arbejdsgiveren kendte eller burde kende disse forhold.
Dommen udfolder tre principielle pejlemærker:
- Ansvarsnormen ved psykiske skader er almindeligt culpa, afgrænset af arbejdsmiljøregler.
- Vold og trusler som jobvilkår er ikke i sig selv udtryk for uforsvarlig tilrettelæggelse.
- Særlig sårbarhed kan få betydning, hvis arbejdsgiveren er eller burde være bekendt hermed.
Højesterets konkrete vurdering af personalenormering og håndtering
Retten fandt, at hverken personalenormeringen efter udvidelse af patientgruppen eller anvendelsen af vikarer var uforsvarlig. De konkrete episoder med vold og trusler var ikke et resultat af uforsvarlig arbejdstilrettelæggelse eller mangelfuld håndtering af arbejdsmiljøet.
Der var ikke grundlag for at anse afdelingen som generelt sikkerheds- og sundhedsmæssigt uforsvarlig. Arbejdsgiveren havde heller ikke – og burde ikke have haft – kendskab til særlige forhold hos medarbejderen, der skulle have udløst yderligere hensyn. Da culpa ikke var godtgjort, tog Højesteret ikke stilling til årsagssammenhæng.
Praktiske implikationer for arbejdsgivere i omsorgs- og behandlingsfunktioner
Dommen understøtter, at arbejdsgiveransvar for psykiske skader forudsætter konkrete forsømmelser i forebyggelse, instruktion, tilsyn eller organisering. Anerkendelse som erhvervssygdom og tilkendelse af varigt mén/erhvervsevnetab ændrer ikke i sig selv culpa-vurderingen.
Arbejdsgivere i risikofyldte funktioner bør fastholde systematisk risikovurdering, APV, oplæring og dokumenteret beredskab for kritiske hændelser. Samtidig bør medarbejdere med særlige sårbarheder opfordres til at orientere arbejdsgiveren, da dette kan påvirke den efterfølgende ansvarsvurdering.
