Forældelse og garantierklæringer ved familiesammenføring
En byret frifandt en kommune i en tvist om opkrævninger efter en garantierklæring stillet i forbindelse med familiesammenføring. Højesterets praksis fastslår, at garantien ophører, når den pågældende udlænding opnår tidsubegrænset opholdstilladelse. Kommuner genoptog derefter sager og tilbagebetalte beløb tre år tilbage. Tvisten angik borgerens krav for opkrævninger uden for den ikke-forældede periode.
Kernespørgsmålet var, om forældelsen kunne suspenderes efter forældelsesloven § 3, stk. 2. Bestemmelsen kan udskyde fristens begyndelse, navnlig hvor kreditor mangler nødvendig kundskab. Borgeren påberåbte sig retsvildfarelse om retstilstanden før praksisændringen.
Byrettens vurdering af retsvildfarelse og suspension
Retten fastslog, at retsvildfarelse som udgangspunkt ikke suspenderer forældelsen, når myndigheden har fulgt den på daværende tidspunkt anerkendte praksis. Der forelå ikke vildledende tilkendegivelser eller andre særlige forhold, der kunne begrunde en undtagelse.
Herefter var krav vedrørende inddrivelser mere end tre år før praksisændringen forældede. Kommunen blev derfor frifundet for borgerens ældre tilbagebetalingskrav.
Praktiske implikationer for kommuner og borgere
Afgørelsen understreger, at suspension kræver særlige omstændigheder, typisk positiv vildledning eller en konkret, fejlagtig myndighedstilkendegivelse. Retsvildfarelse hos borgeren er ikke tilstrækkelig i sig selv.
Sagen er anket til landsretten. Indtil videre bør aktører dokumentere kundskabstidspunkt, gennemgå garantierklæringer i udlændingesager og tidligt afklare, om eventuelle krav ligger inden for treårsfristen.
