Krav om tekniske standarder – hvad skal man være opmærksom på?

Klagenævnet for Udbud underkendte et krav om IWF-certificering i et udbud om træningsudstyr. Nævnet fastslog, at udbudslovens § 41 kun hjemler henvisning til tekniske standarder fra de officielle standardiseringsorganisationer, som anført i udbudsdirektivets bilag VII. International Weightlifting Federation er ikke en sådan organisation, og ordregiver kunne derfor ikke lovligt kræve IWF-certifikat som mindstekrav.

Kendelsens hovedpunkter

Nævnet præciserede, at ordregiver gerne må tage udgangspunkt i en privat standard, men de materielle krav skal beskrives direkte i udbudsmaterialet. Det afgørende er, at kravene er saglige og ikke henviser til en certificeringsordning uden hjemmel. Kun standarder fra fx CEN, CENELEC, ETSI, ISO, IEC eller Dansk Standard kan henvises til som sådanne standarder.

Havde ordregiver formuleret de konkrete tekniske specifikationer i kravspecifikationen, kunne tilsvarende kvalitet være dokumenteret ved troværdige oplysninger om produkternes egenskaber. Da ordregiver havde åbnet for “tilsvarende” opfyldelse, kunne der ikke efterfølgende kræves test efter IWF’s metode eller tredjepartsprøvning, når dette ikke var angivet. Afvisningen af producenterklæring og revisorerklæring var derfor uberettiget og i strid med ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincipperne. Uklarheden førte til, at udbuddet ikke lovligt kunne tildeles og blev annulleret.

Praktiske implikationer for ordregivere

Kendelsen understreger, at brug af private standarder kræver omhyggelig oversættelse til klare, materielle tekniske krav. Skal “tilsvarende” opfyldelse accepteres, skal dokumentationskravene være udtrykkelige, proportionale og tilgængelige for alle – eksempelvis hvilke datakilder, erklæringstyper eller tests der anerkendes.

For at minimere risikoen for forskelsbehandling og efterfølgende annullation bør ordregivere sikre, at markedsvilkår og eventuelle licensaftaler ikke giver en uforholdsmæssig fordel til enkelte leverandører. En tidlig markedsdialog kan belyse, hvilke objektive dokumentationstyper der er realistiske for branchen:

1. Afklar hjemmel til henvisning: Kun officielle standardiseringsorganer kan påberåbes som standard.
2. Beskriv materielle krav eksplicit i kravspecifikationen, hvis en privat standard ønskes anvendt som reference.
3. Definér acceptable dokumentationstyper på forhånd, herunder eventuel tredjepartstest, og angiv konkrete eksempler.
4. Kontrollér proportionalitet og ligebehandling gennem markedsdialog og tydelig begrundelse for valg af krav.

Den fulde kendelse kan læses hos Klagenævnet for Udbud: Fitness Engros A/S mod Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.