Retligt grundlag: artikel 56 TEUF og skatteretten
EU-Domstolen har i sag C-83/21 vurderet en italiensk skatteordning fra 2017, der regulerer korttidsudlejning formidlet via digitale platforme. Spørgsmålet var, om tre forpligtelser over for platforme var forenelige med artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser.
Domstolen fastslog, at ordningen hører under skatteretten. Derfor fandt hverken direktiv 2015/1535, tjenesteydelsesdirektivet eller e-handelsdirektivet anvendelse. Medlemsstaterne kan udforme direkte skatter, men skal respektere EU-retten, herunder ikke-diskrimination og proportionalitet.
Ordningen pålagde platforme tre hovedforpligtelser:
- Indsamling og videregivelse af oplysninger om lejeaftaler til skattemyndighederne.
- Indeholdelse af kildeskat af betalinger til udlejere og indbetaling til statskassen.
- Udpegning af en fiskal repræsentant i Italien ved manglende fast driftssted.
Ordningen omfattede både indenlandske og udenlandske udbydere af ejendomsformidling for korttidsudlejning.
EU-Domstolens vurdering af informationspligt og kildeskat
Domstolen fandt, at informationspligten og kravet om indeholdelse af kildeskat gælder generelt og neutralt for alle mellemmænd, uanset etableringsland. Forpligtelserne er knyttet til korrekt skatteopkrævning og medførte kun begrænsede, administrative omkostninger.
Da kravene ikke udgjorde forskelsbehandling eller betingelser for at levere tjenesteydelser, men alene var proportionale midler til skattekontrol, var de forenelige med artikel 56 TEUF. Platforme kan derfor lovligt pålægges at oplyse relevante lejeoplysninger og indeholde kildeskat.
Krav om fiskal repræsentant og proportionalitet
Derimod underkendte Domstolen kravet om udpegning af en fiskal repræsentant i Italien for ikke-etablerede udbydere. Kravet udgjorde en restriktion for tjenestefriheden, som ikke blev anset for nødvendig, selv om formålene – bekæmpelse af skatteunddragelse, effektiv skattekontrol og sikring af skatteinddrivelse – er legitime tvingende almene hensyn.
Domstolen lagde vægt på, at de to øvrige forpligtelser allerede sikrer identifikation af skattepligtige og opkrævning ved kilden. Et geografisk begrænset krav om lokal repræsentant gående videre end nødvendigt var derfor uproportionelt efter artikel 56 TEUF. Praktisk betyder afgørelsen, at medlemsstater kan kræve generelle, teknisk og administrativt proportionale rapporterings- og indeholdelsespligter, men må undgå unødige etableringslignende krav over for grænseoverskridende platforme.
