En ny delkendelse fra Voldgiftsnævnet (TBB 2025.729) præciserer rækkevidden af 8-ugersfristen i AB 18 § 68, stk. 9. Overskrides fristen for at indbringe en beslutning om stillet sikkerhed for voldgift, afskæres parterne ikke fra senere at få prøvet deres underliggende krav. Bindingsvirkningen angår alene likviditetsspørgsmålet – om en garanti skal udbetales, nedskrives eller ophøre – mens fordringsspørgsmålet fortsat kan behandles ved voldgift.
Sagens kerne og afgørelsens begrundelse
Sagen udsprang af en totalentreprise, hvor bygherren havde stillet garanti. Efter en sagkyndig beslutning om delvis udbetaling af garantien anlagde entreprenøren voldgift efter udløbet af 8-ugersfristen. Bygherren gjorde gældende, at sagen måtte afvises, fordi beslutningen var endelig. Voldgiftsretten afviste dette og slog fast, at den sagkyndiges kompetence i AB 18-ordningen er begrænset til den summariske likviditetsafgørelse vedrørende sikkerheden.
Retten introducerede en klar sondring mellem likviditetsspørgsmålet og fordringsspørgsmålet. En ikke-indbragt beslutning er bindende for likviditeten, men ikke for parternes indbyrdes økonomiske krav. Den foreløbige vurdering af kravene, som den sagkyndige måtte have foretaget, skaber ikke retskraft om fordringen. Begge parter kan derfor under en efterfølgende voldgift få prøvet eksistens og størrelse af deres krav, herunder krav om tilbagebetaling af udbetalte garantibeløb.
Konsekvenser for praksis og håndhævelse
Afgørelsen giver parterne større fleksibilitet i entreprisetvister. 8-ugersfristen fungerer ikke som en ankefrist, der lukker hele sagen, men som en ordning, der alene fastlåser den midlertidige likviditetsafgørelse. Parterne kan fortsat rejse det materielle fordringsopgør i voldgift, selv efter fristens udløb.
Delkendelsen forventes at få afsmittende effekt på hurtige afgørelser (opmandsafgørelser). Også her taler hensynene for, at afgørelsen alene er bindende for det afgrænsede spørgsmål, som den tager stilling til, uden at afskære efterfølgende prøvelse af det endelige økonomiske mellemværende.
Praktisk rejser afgørelsen spørgsmål om tvangsfuldbyrdelse. En hurtig afgørelse kan som udgangspunkt skabe et fuldbyrdelsesgrundlag, særligt hvis den ikke indbringes rettidigt. Indbringes den derimod for voldgift – også efter 8-ugersfristen – vil den ikke længere fremstå endelig. I den situation må det forventes, at fogedretten vil nægte eller udskyde tvangsfuldbyrdelse, når der verserer en voldgift, som kan ændre kravet.
Følgende hovedpointer kan tjene som praktisk pejlemærke:
- Fristen i AB 18 § 68, stk. 9 binder kun likviditetsspørgsmålet.
- Fordringsspørgsmålet kan fortsat prøves ved voldgift efter fristens udløb.
- Tvangsfuldbyrdelse af hurtige afgørelser kan afskæres eller udsættes ved verserende voldgift.
