En ny analyse fra Justitia og Advokatsamfundet peger på en markant forskydning i brugen af varetægtsfængsling: Selvom antallet af varetægtsforløb er faldet, varer de tilbageværende længere. Gennemsnittet ligger nu over seks måneder, og antallet af forløb på over to år er steget kraftigt. Rapporten vurderer, at brede skønsmarginer, automatisk forlængelsespraksis og begrænset brug af mindre indgribende alternativer trækker i retning af unødigt lange frihedsberøvelser, hvilket rejser væsentlige retssikkerhedsmæssige spørgsmål.
Retlige rammer og retssikkerhedsrisici
Varetægtsfængsling reguleres af retsplejelovens betingelser om blandt andet unddragelses-, recidiv- og bevispåvirkningsfare, understøttet af proportionalitet og nødvendighed. Grundlovens § 71 og EMRK art. 5 stiller strenge krav til lovlighed, begrundelse og varighed, mens art. 6 kræver hurtig rettergang. Rapporten anfører, at nuværende praksis ikke i tilstrækkelig grad afspejler disse standarder over tid.
Domstolene fører løbende kontrol, og kendelser kan kæres, men analysen beskriver en oplevelse af automatik i forlængelser og en tendens til at undervurdere alternativer. Omkring en tiendedel af de varetægtsfængslede ender ikke med dom for det forhold, de var varetægtsfængslet for. Samtidig er vilkårene i arresthuse ofte mere indskrænkende end under afsoning, hvilket forstærker kravene til proportionalitet.
Mulige løsninger og igangværende tiltag
Rapporten peger på, at gældende regler allerede rummer værktøjer, der kan forkorte varetægtsforløb. Indenretlig afhøring kan reducere bevispåvirkningsfare, og pasdeponering eller andre tilsynsforanstaltninger kan erstatte frihedsberøvelse, når risikoen kan håndteres med mildere midler. Regeringens aktuelle strafreformudspil lægger op til øget brug af netop sådanne redskaber.
For at sikre mere forudsigelighed og kontrol foreslås en lovpakke med fokus på varighed og styring af sagerne fra start. Centrale anbefalinger omfatter:
- Kodificering af den skærpede praksis i anklagemyndigheden, så kulturskiftet fastholdes.
- Trinvist skærpede betingelser i takt med varigheden, så kravniveauet stiger over tid.
- Maksimale længder og klare varetægtsfrister, relateret til den forventede straf.
- Tidlig og bindende sagsplanlægning, der styrer efterforskning, bevisførelse og hovedforhandling.
- Systematisk prioritering af alternativer til frihedsberøvelse, før og under forlængelser.
Forslagene ledsages af krav om stærkere domstolskontrol, bedre dokumentation af proportionalitetsvurderinger samt løbende offentlig statistik, der muliggør gennemsigtighed og ansvarlighed i praksis.
Konsekvenser og næste skridt
Lange varetægtsforløb har betydelige menneskelige og sociale konsekvenser og kan underminere uskyldsformodningen. Rapporten konkluderer, at lovens rammer bør tilpasses den forbedrede praksis ved domstole og anklagemyndighed, så både antallet og varigheden bringes ned, uden at kompromittere efterforskning og processikkerhed.
Samlet peger analysen på en retspolitisk prioritet: Frihedsberøvelse før dom skal igen være undtagelsen, og proportionalitetsprincippet skal have reel vægt i hver enkelt forlængelse. En afbalanceret regulering med frister, skærpede betingelser og effektive alternativer kan opnå det mål. Rapporten kan læses her: Varetægtsfængsling – Retssikkerhed før dom.
