Udbudsbetingelser om diversificering og bod
Fra 30. december 2025 skal offentlige ordregivere indarbejde særlige kontraktbetingelser i udbud over EU’s tærskler, når indkøbet omfatter udvalgte netto-nulteknologier. Betingelserne angår krav om leverandørdiversificering, dokumentationspligt og bod ved misligholdelse.
Kravene følger artikel 25, stk. 7, litra a–d, i EU’s netto-nulindustriforordning og har til formål at styrke forsyningsmæssig modstandsdygtighed. Ordregivere bør tilpasse udbudsmateriale, kontraktstyring og leverandørdialog i god tid. Kravene gælder som kontraktvilkår i hele kontraktens løbetid.
Omfang: sol, vind og batterikomponenter
Reglerne gælder for solcellesystemer og komponenter som moduler, solceller, vekselrettere og wafere, for vindmøllekomponenter i form af permanente magneter samt for batteripakker, moduler, celler og aktive anodematerialer.
Baggrunden er EU’s afhængighed af tredjelandsleverancer, særligt på solområdet. Se også Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning om netto-nulteknologier på kfst.dk.