Prioriteringsmodel for nettilslutning: kategorier, rækkefølge og løft af samfundskritiske behov
Folketingets vedtagelse af L 23 indfører en ny prioriteringsmodel for adgang til kapacitet i det kollektive elnet. Modellen afløser først-til-mølle og fordeler kapacitet efter, hvad projekterne bruges til, og hvordan de påvirker nettet. Ansøgninger placeres i fire kategorier: 1) beskyttede behov og samfundskritiske funktioner, inklusive nye husholdninger og mindre forbrugere, 2) øvrige projekter, herunder elektrificering og grøn omstilling, 3) energilagre som batterier og 4) datacentre med vedvarende højt eltræk. Rækkefølgen styrer prioriteringen.
Kategorierne er ikke en fast kø: lavere kategorier kan tilsluttes, hvis det ikke fortrænger højere behov. Myndighederne kan desuden indregne fremtidige, højere prioriterede behov, selv uden konkrete ansøgninger. Samfundskritiske funktioner kan løftes til kategori 1, når der er en nær og væsentlig tilknytning til funktionen, og tilslutningen er nødvendig for at opretholde den.
Netvenlighed og metodegodkendelse hos Forsyningstilsynet
Et centralt nyt kriterium er netvenlighed, som skal operationaliseres gennem metoder, der anmeldes til og godkendes af Forsyningstilsynet. Vurderingen kan bl.a. inddrage projektets placering, belastningsprofil og evne til at flytte forbrug eller produktion til perioder med ledig kapacitet. Accept af begrænset eller afbrydelig netadgang kan fremme nettilslutning i trange områder.
Metodegodkendelserne skal sikre, at prioriteringen sker efter objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier. Forsyningstilsynet har påpeget, at rammerne flere steder bør præciseres, så virksomheder kan forudse, hvordan netvenlighed og kategorisering anvendes i praksis.
Afslag, klage og EU-retlige rammer
Projekter i kategori 3 og 4 kan afslås ved kapacitetsmangel, hvis de fortrænger højere prioriterede behov. Projekter i kategori 1 og 2 kan ikke afvises alene på grund af mangel, men må i givet fald afvente udbygning eller frigørelse af kapacitet. Et afslag kan indbringes for Forsyningstilsynet; selve kategoriseringen og netvenlighedsvurderingen kan ikke særskilt påklages, men indgår i prøvelsen af afslaget.
Modellen skal være forenelig med EU-retten, herunder elmarkedsdirektivets krav om lige adgang og ikke-diskrimination. Gennemsigtighed i kriterier og dokumentation bliver derfor afgørende for lovligheden af konkrete afgørelser.
Lær om udbudsloven og effektive udbudsprocesser på praktisk kursus
Læs mere her →Bestående aftaler, puljebehandling og projektplanlægning
For igangværende projekter er indholdet af nettilslutningsaftaler centralt: En indgivet ansøgning giver ikke i sig selv ret til kapacitet. Ønskes senere ibrugtagning af hidtil uudnyttet kapacitet, kan ændringen skulle prioriteres på ny, hvis den forudsætter omdisponering i nettet og ikke er dækket af den oprindelige aftale. Udskydelser kan i særlige tilfælde udgøre indgreb af ekspropriativ karakter.
Større projekter over 3 MW i kategori 2-4 behandles i puljer mindst to gange årligt for at sikre ensartet oplysning og sammenlignelighed. Første pulje forventes i efteråret 2026. Lovgrundlaget kan læses her: Lovforslag L 23 på ft.dk.