EU-Domstolens dom i DOBELES HES/GM tydeliggør centrale statsstøtteretlige spørgsmål med direkte betydning for energiaktører og nationale domstole. Dommen fastslår, at støtte finansieret via obligatoriske bidrag under offentlig kontrol udgør statsmidler, at støtte kan påvirke samhandelen selv på delvist liberaliserede markeder, og at domstole ikke kan erklære støtte for forenelig, men skal håndhæve standstill-reglen. Erstatningskrav, der afspejler udbetaling af støtte efter national lov, kan fortsat være statsstøtte og kræver derfor korrekt statsstøttebehandling.
Statsmidler og støtteordninger finansieret af obligatoriske bidrag
Domstolen bekræfter, at midler opkrævet ved afgifter eller andre lovpligtige bidrag, og som forvaltes efter national lovgivning, er statsmidler, når de forbliver under offentlig kontrol. Det gælder også, hvor en reguleringsmyndighed fastsætter forhøjede tariffer til fordel for producenter af vedvarende energi, finansieret af slutbrugere.
Konsekvensen er, at ordninger med pristillæg eller tariffer over markedspris, der finansieres kollektivt, potentielt er statsstøtte. Virksomheder og myndigheder bør derfor sikre, at ordningerne er anmeldt eller lovligt undtaget fra anmeldelsespligten forud for udbetaling.
For at en foranstaltning er statsstøtte, skal følgende elementer som udgangspunkt være opfyldt:
- Modtageren udøver økonomisk aktivitet.
- Støtten ydes ved hjælp af statsmidler og kan tilregnes staten.
- Der tilføres en økonomisk fordel.
- Selektivitetskravet er opfyldt.
- Foranstaltningen fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen.
- Der foreligger samhandelspåvirkning.
Samhandelspåvirkning og konkurrence i delvist liberaliserede markeder
Dommen fastslår, at det ikke er en forudsætning for statsstøtte, at et marked er fuldt liberaliseret. Det er tilstrækkeligt, at der på tidspunktet for støtteforanstaltningens iværksættelse eksisterer effektiv konkurrence, som kan påvirkes.
For elmarkedet betyder det, at støtteordninger kan udgøre statsstøtte, selv om enkelte segmenter er regulerede eller monopolprægede. Samhandelspåvirkning kan foreligge, hvor støtte forbedrer modtagerens stilling i forhold til handel på tværs af grænser.
Erstatningssøgsmål, de minimis og nationale domstoles beføjelser
Betaling, der tilkendes under et erstatningssøgsmål, anses som udgangspunkt for udbetaling af den støtte, som følger af national lovgivning, hvis den krævede prisforskel er støtte. At kravet formelt er et erstatningskrav, ændrer ikke den statsstøtteretlige kvalifikation.
Nationale domstole kan ikke vurdere støtteforenelighed. De skal derimod sikre overholdelse af standstill-reglen i TEUF art. 108, stk. 3, og kan nægte udbetaling af ikke-anmeldt støtte eller betinge udbetalingen af forudgående anmeldelse og Kommissionens godkendelse.
Ved de minimis skal domstolen vurdere, om den krævede støtte – kumuleret med allerede modtaget støtte i referenceperioden – holder sig under tærsklen. Kun hvis betingelserne er opfyldt, kan udbetaling ske uden anmeldelse. Ellers må udbetalingen standses eller gøres betinget af Kommissionens behandling.
Praktiske implikationer for energiaktører og myndigheder
Energiaktører bør kortlægge støttehistorik, kumulation og finansieringskilder i lyset af dommen, særligt hvor betalinger udspringer af tariffer eller obligatoriske bidrag. Dokumentation for de minimis og intern kontrol med referenceperioder er nødvendig for at undgå ulovlig støtte.
Myndigheder og domstole bør anvende en struktureret statsstøtteanalyse i tvister om tarifbetalinger, herunder kvalifikation som statsmidler, vurdering af samhandelspåvirkning og håndhævelse af standstill. Hvor støtte ikke er anmeldt, bør domstole enten nægte udbetaling eller konditionere den på anmeldelse og godkendelse.
