Højesteret afviste en påstand om at ophæve og hjemvise Udlændinge- og Integrationsministeriets afslag fra 2021 på optagelse på et lovforslag om indfødsret ved naturalisation. Domstolen fandt, at et sådant pålæg ville gribe ind i regeringens og Folketingets kompetence efter grundloven, hvor indfødsret meddeles ved lov. Kravet om godtgørelse efter EU-retten og EMRK blev ikke taget til følge, da der ikke foreligger et retskrav på naturalisation, og der ikke var påvist en konventions- eller EU-retlig krænkelse, der kan udløse erstatningsansvar.
Domstolens afvisning
Højesteret lagde til grund, at sagsøgeren ønskede at blive optaget på et naturalisationslovforslag. Det hører under den lovgivende og udøvende magts kompetence at fremsætte og vedtage sådanne lovforslag, og domstolene kan ikke pålægge optagelse af enkeltpersoner. Derfor blev påstanden om ophævelse og hjemvisning afvist.
Spørgsmålet om økonomisk kompensation blev vurderet efter både EU-retten og EMRK. Retten konstaterede, at afslaget ikke indebar en tilsidesættelse af en beskyttet ret, og at der ikke forelå tilstrækkeligt kvalificeret retsstridighed. Ministeriet blev derfor frifundet for krav om godtgørelse.
Forholdet til 2018-afgørelsen
Sagen angik ikke prøvelsen af ministeriets afgørelse fra 2018 om, at sagsøgeren ikke havde dansk statsborgerskab. Retten bemærkede, at en nyere Højesterets praksis om berettigede forventninger og indrettelseshensyn kan føre til opretholdelse af statsborgerskab, men dette spørgsmål var ikke indbragt. Parterne anmodede heller ikke om udsættelse med henblik på afklaring af genoptagelse.
Som sagen var anlagt, måtte Højesteret derfor lægge 2018-afgørelsen uprøvet til grund. Afgørelsen illustrerer, at procesreguleringen og kompetencefordelingen sætter snævre rammer for domstolskontrol med naturalisationsafslag. Læs Højesterets dom på domstol.dk.. Læs landsrettens dom i Domsdatabasen..
