Højesterets resultat og hovedprincip
Højesteret fastslog, at den fælles forældremyndighed ikke skulle ophæves, og at børnene fortsat skulle have bopæl hos moren. Afgørelsen hviler på forældreansvarsloven §§ 1 og 4, hvor barnets bedste er styrende, og vurderingen altid er konkret og individuel i lyset af barnets forhold.
Retten præciserede, at når en forælder uden saglig grund hindrer kontakt til den anden (samværschikane), tillægges dette stor vægt, og der anlægges et fremtidsorienteret perspektiv: Hvem har bedst evne til samarbejde og kan på længere sigt sikre barnets kontakt til den anden forælder?
Begrundelsen og bevisvurdering
De børnesagkyndige erklæringer og den øvrige bevisførelse viste, at begge forældre besidder gode forældrekompetencer, men at det manglende samvær i væsentlig grad skyldtes moderens handlinger og negative indstilling. Dette talte principielt for at overveje at ændre forældremyndighed eller bopæl.
Over for dette lagde Højesteret vægt på, at moderen siden samlivsophøret havde været primær omsorgsperson, samt på Familieretshusets og institutionernes observationer af børnenes belastningsreaktioner ved forsøg på samvær. Den samlede afvejning førte til opretholdelse af fælles forældremyndighed og bopæl hos moderen. Landsrettens resultat blev stadfæstet.
Praktiske implikationer
Dommen tydeliggør, at dokumenteret samværschikane kan få betydelig vægt, men ikke automatisk medfører ændring af forældremyndighed eller bopæl. Barnets aktuelle trivsel, tilknytning og behov for stabilitet kan veje tungere i den konkrete balance.
Sagen BS-11547/2024-HJR illustrerer behovet for tidlig, dokumenteret indsats for samarbejde og kontaktfacilitering. Læs Højesterets dom via Domstolene her. Landsrettens og byrettens afgørelser kan ses i Domsdatabasen og her.
