Europa-Kommissionen har vedtaget retningslinjer for anvendelsen af artikel 210a i den fælles markedsordning for landbrugsprodukter. Bestemmelsen indfører en målrettet undtagelse fra TFEU art. 101 for bæredygtighedsaftaler i landbrugssektoren, når aftalen er nødvendig for at opnå højere bæredygtighed end gældende ret kræver.
Anvendelsesområde
Undtagelsen omfatter kun aftaler mellem landbrugsproducenter indbyrdes eller mellem producenter og andre led i fødevareforsyningskæden, som fx transportører eller detailled. Aftaler mellem aktører, der alene befinder sig i senere led i kæden, er ikke omfattet.
Retningslinjerne gælder alene aftaler, der vedrører produktion af eller handel med landbrugsprodukter opført i Annex I til CMO-reglerne. Aftaler om beslægtede aktiviteter uden direkte tilknytning til disse produkter falder udenfor.
Bæredygtighed og nødvendighed
Aftalen skal levere et bæredygtighedsniveau, der overstiger EU- eller nationalt fastsatte krav. Hvis der ikke findes relevante lovkrav, skal aftalen reelt forhøje bæredygtigheden. Målet skal være forankret i enten miljøhensyn, reduktion af pesticider og antimikrobiel resistens eller dyresundhed og -velfærd.
Nødvendighedskravet indebærer en konkret vurdering af, om samarbejde er påkrævet, og om midlerne er proportionale. Nødvendigheden vurderes blandt andet efter følgende kriterier:
- Om det højere bæredygtighedsniveau kun kan opnås via samarbejde.
- Om aftalen er egnet til at nå målet.
- Om der er valgt det mindst restriktive middel i indhold og varighed.
Håndhævelse og næste skridt
Der er ingen forhåndsanmeldelsespligt. Parter kan dog anmode Kommissionen om en vejledende udtalelse. Kommissionen og nationale myndigheder kan gribe ind ex post, hvis en aftale reelt eliminerer konkurrencen eller underminerer målsætningerne i TFEU art. 39.
Aktører bør kortlægge eksisterende bæredygtighedsaftaler, dokumentere nødvendighed og proportionalitet, og tilpasse vilkår til retningslinjerne. Se Kommissionens meddelelse her. Retningslinjerne kan læses på EUR-Lex her.
