Solvente selskaber kan opløses ved enten frivillig likvidation eller betalingserklæring. Valget har betydning for tidsforløb, omkostninger og kapitalejernes risiko, særligt i forhold til personlig hæftelse ved senere fremkomne krav.
En frivillig likvidation forudsætter, at selskabet kan betale al gæld samt honorarer til advokat og revisor. Er midlerne utilstrækkelige, er den korrekte vej en konkursbegæring. Ved likvidation udpeges en likvidator, som overtager ledelsen og anmelder processen til Erhvervsstyrelsen. Likvidator opfordrer kreditorer til anmeldelse med en frist på tre måneder og sikrer, at gyldige krav betales.
Det er ofte mest omkostningseffektivt at afvikle drift og realisere aktiver, før likvidationen iværksættes. Likvidator udarbejder udkast til likvidationsregnskab og indhenter skattekvittance fra Skattestyrelsen. Når alle kreditorer er betalt, værdier realiseret og skattekvittance opnået, godkendes det endelige likvidationsregnskab på en generalforsamling, og eventuelt overskud udloddes til kapitalejerne. Herefter ophører selskabet.
Betalingserklæring er en hurtigere og typisk billigere opløsningsmodel. Ejerne erklærer, at al gæld også uforfalden er betalt, og der indhentes bekræftelse på, at der ikke er gæld til det offentlige. Modellen indebærer dog, at kapitalejerne hæfter personligt, hvis uafklarede kreditorer senere melder sig.
