Højesteret hjemviser samværssager efter tvangsadoption
Højesteret har i to sager vedrørende biologiske forældre og bedsteforældres kontakt med et tvangsbortadopteret barn fastslået, at afgørelser efter forældreansvarsloven § 20 a fortsat skal afspejle EMRK art. 8 og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. Manglende oplysningsgrundlag medførte hjemvisning til familieretten.
Højesteret fremhævede, at bedsteforældres forhold til børnebørn nyder en lavere grad af beskyttelse end forældre-barn-forhold, men at der fortsat kan være ret til kontakt, herunder indirekte former som udveksling af fotos eller video. Da det ikke kunne udelukkes, at betingelserne for samvær eller anden kontakt var opfyldt, skulle sagerne behandles på ny.
Retlige principper og praktisk betydning
Afgørelsen understreger krav om et tilstrækkeligt og aktuelt oplysningsgrundlag, før der træffes indgribende beslutninger om samvær efter en tvangsadoption. Dommen bekræfter proportionalitetsprincippet og barnets bedste som styrende kriterier i lyset af EMRK.
Familieretten må i den fornyede behandling klarlægge mulighederne for direkte eller indirekte kontakt og begrunde nødvendigheden af eventuelle begrænsninger. Landsretten var tidligere nået til et andet resultat. Læs dommene på domstol.dk: BS-18800/2023-HJR og BS-17016/2023-HJR.
