Dansk arveret giver vidtgående testamentsfrihed, men ægtefælle og livsarvinger er beskyttet som tvangsarvinger. Spørgsmålet om, hvor langt man kan disponere i testamente, afgøres derfor af arvelovens regler om tvangsarv og særlige minimumsrettigheder for ægtefæller. Reglerne påvirker især boer med begrænset formue og stiller krav til præcise testamentariske bestemmelser.
Ægtefælle som tvangsarving
En efterlevende ægtefælle er altid tvangsarving. Tvangsarven udgør en fjerdedel af den arv, som ægtefællen ellers ville modtage efter lovens udgangspunkt uden testamente. Et testamente kan derfor reducere ægtefællens arv, men ikke under tvangsarvens niveau. Den efterlevende kan altid påberåbe sig dette minimum.
Derudover har ægtefællen ret til suppleringsarv efter arvelovens § 11, stk. 2. Reglen sikrer, at ægtefællen som minimum når op på et beløbsmæssigt niveau (910.000 kr. i 2025), når man lægger ægtefællens arv, boslod, eget fuldstændige særeje samt ydelser udløst af dødsfaldet – fx forsørgertabserstatning, livsforsikringer og pensionsydelser – sammen. I mindre boer kan dette medføre, at livsarvinger ikke modtager arv. Omvendt kan store forsikrings- og pensionudbetalinger betyde, at suppleringsarv ikke udløses.
Livsarvingers retsstilling
Børn og deres afkom i nedstigende linje er tvangsarvinger. Tvangsarven for livsarvinger udgør ligeledes en fjerdedel af den arv, de ville få efter lovens udgangspunkt. Er et barn forudafdød, indtræder barnebarnet i barnets sted og deler den arvelod, barnet ellers skulle have modtaget.
Arveloven giver en vidtgående mulighed for at begrænse store arvandel. Efter § 5, stk. 2 kan en arvelader i testamente beløbsbegrænse et barns arv til et fast beløb uanset boets størrelse (1.510.000 kr. i 2025). Er et barn dødt, kan begrænsningen fordele sig forholdsmæssigt på barnebørn, fx 755.000 kr. hver ved to arvinger i den gren. Dette greb udvider testationskompetencen væsentligt i større formuer.
Formkrav og dispositive værn
Testamentariske bestemmelser skal overholde arvelovens formkrav for at være gyldige. Indholdsmæssigt kan man fx bestemme, at tvangsarv skal udbetales kontant, så arvingen ikke kan forlange bestemte aktiver udlagt. Man kan også knytte særeje til både tvangsarv og friarv.
Der gælder begrænsninger: Tvangsarv kan som udgangspunkt ikke gøres til genstand for successionsrækkefølge, og båndlæggelse af tvangsarv kan ikke strække sig ud over det tidspunkt, hvor livsarvingen fylder 25 år. Friarv kan derimod i videre omfang båndlægges og indgå i successive ordninger. Præcise og klare testamenter er derfor centrale for at realisere arveladers ønsker inden for lovens rammer.
