Udvandingsbeskyttelse påvirker både ejerindflydelse og værdi og kan samtidig begrænse et selskabs adgang til ny kapital. Bestyrelsen bør derfor tidligt tage stilling til, om, hvordan og hvor beskyttelsen indarbejdes, og hvilket formål den skal opfylde. Valg af model og placering i enten vedtægter eller ejeraftale har væsentlige selskabsretlige og praktiske konsekvenser, herunder for fremtidige investeringsrunder og forhandlinger med nye investorer. Overvej også, hvordan beskyttelsen spiller sammen med eksisterende fortrinsrettigheder og minoritetsbeskyttelse, så konflikter forebygges.
Former for udvandingsbeskyttelse
Udvandingsbeskyttelse kan beskytte mod indflydelsesmæssig udvanding, mod værdimæssigt tab – eller begge dele. Mekanismerne er velkendte i vækst- og risikokapital, men kan også være relevante i modne selskaber, hvor kapitaltilførsel forventes i flere etaper. Bestyrelsen bør sikre, at aktiveringstidspunkter, beregninger og konsekvenser er klare.
De mest anvendte modeller adskiller sig ved, om de fastholder procentuel ejerandel, regulerer efter pris ved senere kapitalforhøjelser, eller blot giver ret til at deltage i nye emissioner. I praksis kombineres modellerne ofte for at afbalancere hensynene mellem eksisterende og nye investorer:
- Procentuel udvandingsbeskyttelse.
- Værdibaseret udvandingsbeskyttelse (fx weighted average eller full ratchet).
- Ret til pro rata-tegning.
Procentuel beskyttelse fastholder den nominelle ejerandel og dermed indflydelsen, men fordyrer ofte nye runder, fordi kompensationen typisk udhules i de nye investorers tildeling. Værdibaserede modeller fokuserer på tegningskursen ved senere udstedelser – især ved kapitalforhøjelser under tidligere pris (down rounds) – og justerer ejerandelen efter aftalt formel. Pro rata sikrer deltagelse, men kræver likviditet hos investoren. Et klart valg af model og afgrænsning af triggers begrænser uforudsete effekter på cap table.
Vedtægter, ejeraftaler og vedtagelse
Placering i vedtægter gør beskyttelsen selskabsretligt bindende og vanskeligere at ændre. En ændring forudsætter som udgangspunkt 2/3 flertal og kan i visse tilfælde kræve 9/10 flertal. Indeholder vedtægterne fremadrettede tegningsrettigheder, skal kravene i selskabslovens kapitel 10 iagttages, herunder klare vilkår for udnyttelse, beregningsmetoder og tidshorisonter.
Regulering i en ejeraftale binder alene parterne og forpligter ikke selskabet som sådan. Gennemførelse i praksis forudsætter, at aftalens parter tilsammen råder over det nødvendige stemmeflertal til at vedtage de krævede beslutninger. Bestyrelsen kan ikke ensidigt ændre mekanismerne, men bør påse sammenhæng mellem aftalegrundlaget, vedtægterne og ejerkredsens stemmer samt sikre korrekt beslutnings- og dokumentationspraksis ved kapitalforhøjelser.
Bestyrelsens afvejninger
Inden indførelse bør bestyrelsen vurdere, om beskyttelsen matcher selskabets fase, kapitalplan og strategi. Overvej blandt andet trigger-begivenheder, beregningsmetoder, eventuelle caps eller sunset-klausuler samt betydningen for cap tables efter flere runder. Uklare eller meget vidtgående klausuler kan hæmme fremtidige investeringer og øge transaktionsomkostningerne.
Transparens om konsekvenser for nye investorer er central i forhandlingen af vilkår. Balanceret beskyttelse kan understøtte langsigtet finansiering og stabilt ejerfokus, mens rigid beskyttelse kan afskrække kapital. Et bevidst valg af model, korrekt forankring og tidlig forventningsafstemning mellem ejere og ledelse reducerer tvister og sikrer forudsigelighed ved kommende kapitalforhøjelser.
