UPC’s appeldomstol har i en hovedsag om et PCSK9‑antistofpatent fastlagt sin metode til vurdering af opfindelseshøjde og samtidig tilsidesat EPO’s faste problem‑løsningsmetode som eneste vej. Selvom domstolen forventer materielt sammenfaldende resultater, blev den anfægtede afgørelse fra Central Division i München ophævet, og patentet opretholdt. Afgørelsen rummer desuden principielle bemærkninger om kravfortolkning, tilstrækkelighed og udvidet genstand.
UPC’s tilgang til opfindelseshøjde
Domstolen fastlægger først det objektive problem ud fra, hvad opfindelsen – set gennem ansøgningen – tilfører teknikstanden via dens tekniske effekt. Problemet udledes således ikke af forskellene til den nærmeste kendte teknik. Vurderingen er holistisk og sker med udgangspunkt i kravet som helhed, læst i lyset af beskrivelse og tegninger samt opfindelsens tekniske undervisning.
Løsningen er åbenbar, hvis fagmanden, med udgangspunkt i et realistisk startpunkt, ville og ikke blot kunne nå frem til den påståede løsning uden bagklogskab. Et startpunkt er realistisk, hvis det naturligt interesserer fagmanden i lyset af det definerede problem; findes flere, skal opfindelsen være ikke‑åbenbar fra dem alle.
Praktiske konsekvenser
UPC kræver en pointer eller motivation fra startpunktet til løsningen. Fagmanden ville tage skridtet, hvis resultatet er klart forudsigeligt, eller hvis der består en rimelig forventning om succes, forstået som en rationel, videnskabsbaseret forudsigelse af et vellykket udfald inden for rimelig tid. Det er endnu uklart, om denne formulering hæver tærsklen for åbenbarhedsvurderingen.
Domstolen anerkender, at tekniske eller praktiske vanskeligheder og høje omkostninger kan afholde fagmanden fra at forsøge en løsning – en markant nuance i forhold til EPO‑praksis. Samlet peger afgørelsen mod en mindre regelbunden og mere kontekstdrevet vurdering under UPC, hvilket kan få betydning for argumentationen i både indsigelser og krænkelses‑ og gyldighedssager fremover.
