Højesteret har stadfæstet landsrettens midlertidige forbud og påbud over for flere generiske producenter af rivaroxaban som følge af et påstået brud på Bayers patent DK/EP 1 845 961 om et doseringsregime.
Beviskrav og formodning for gyldighed
Retten fastslår, at beviskravet i retsplejeloven § 413, nr. 1, er lempeligere end i en realitets- eller gyldighedssag. For patenter meddelt af den danske myndighed eller EPO gælder en almindelig formodning for gyldighed i forbudssager.
Formodningen kan kun brydes, hvis modparten påviser grove eller åbenbare mangler ved patentmyndighedens sagsbehandling eller retsanvendelse, eller hvis afgørelsen fremstår åbenbart urigtig som følge af væsentlige nye oplysninger. Højesteret fandt ikke, at de fremlagte nye oplysninger svækkede formodningen i en sådan grad, at rettens beskyttelse skulle nægtes.
Kravfortolkning og krænkelse
Højesteret fremhæver, at patentets beskyttelsesomfang bestemmes af patentkravene, der skal fortolkes helhedsorienteret i lyset af beskrivelsen og den tekniske baggrund. Fortolkningen sker ud fra en fagmands tekniske forståelse og ikke som en ren sproglig analyse.
På den baggrund fandt Højesteret, at det er sandsynliggjort, at de generiske virksomheders markedsføring og udbud af rivaroxaban-produkter indebærer krænkelse af Bayers eneret efter det validerede patent. Forbuddene og påbuddene, som landsretten havde meddelt mod sikkerhedsstillelse, blev derfor opretholdt.
Sagen vedrører markedsføring af generiske lægemidler efter udløbet af stofpatentet, hvor et doseringsregime-patent fortsat var i kraft. Landsrettens resultat blev således stadfæstet, mens Sø- og Handelsrettens tidligere afslag blev tilsidesat i den midlertidige fase.
Læs Højesterets kendelse via Domstolene: pdf. Afgørelser fra landsretten og Sø- og Handelsretten findes i Domsdatabasen: landsretten. Sø- og Handelsretten.
