Højesteret underkender fortsat varetægtsfængsling under anke efter hjemrejseloven
Højesteret fandt, at landsretten ikke havde grundlag for at opretholde varetægtsfængsling efter hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1, frem til dom i ankesagen. Mistankekravet var opfyldt efter byrettens dom, og T blev med rette anset for ikke at have fast bopæl i bestemmelsens forstand, bl.a. på baggrund af CPR-oplysninger og egne udsagn om midlertidige overnatninger.
Højesteret præciserede, at bopælsbegrebet i udlændingeloven § 17, stk. 1, ikke er identisk med begrebet i hjemrejseloven og forfølger et andet formål. At Udlændingestyrelsen ved opholdstilladelsen lagde til grund, at bopæl ikke var opgivet, ændrede derfor ikke vurderingen efter hjemrejseloven.
Proportionalitet og sagsfremme
Retten gentog, at varetægtsfængsling efter hjemrejseloven i særlige tilfælde kan overstige den forventede straf, men kun hvis frihedsberøvelsen består proportionalitetsprøvelsen. Myndigheder og domstole skal samtidig fremme efterforskning, tiltale og berammelse for at undgå unødigt lange frihedsberøvelser.
Ved en samlet vurdering af T’s personlige forhold og den forventede straf fandt Højesteret, at fortsat frihedsberøvelse indtil ankesagens dom var uproportionel. T burde derfor have været løsladt. Landsretten var nået til et andet resultat. Læs kendelsen hos domstolene: Sag 67/2024.
