Retlig nullitet ved afgørelse til opløst datterselskab og konsekvens for sambeskatning
Landsskatteretten fastslår, at Skattestyrelsens forhøjelse af et opløst datterselskabs indkomst var en retlig nullitet. Da afgørelsen manglede en gyldig adressat, opstod der hverken en gyldig indkomstansættelse eller et skattekrav med retlig eksistens.
Konsekvensen var, at administrationsselskabets sambeskatningsindkomst ikke kunne forhøjes som “konsekvensændring”. Kun ansat skattepligtig indkomst kan indgå i sambeskatningen, og efter selskabsskattelovens § 31, stk. 6, hæftes kun for krav på indkomstskat med retlig eksistens.
Adressatkrav og hjemmel som bærende forvaltningsretlige principper
Afgørelsen tydeliggør hovedreglen om, at en skatteansættelse forudsætter, at adressaten er et eksisterende retssubjekt på afgørelsestidspunktet. Fravigelser kræver klar lovhjemmel, fx selskabsskattelovens § 33, der ikke fandt anvendelse i sagen.
Retten lægger vægt på nullitetslæren: En afgørelse truffet over for et ikke‑eksisterende retssubjekt er ugyldig fra begyndelsen og kan ikke tillægges afledte virkninger i en sambeskatning. Dermed bortfaldt grundlaget for at forhøje administrationsselskabets sambeskatningsindkomst.
Skal du vide det meste om EU-ret? Tag ’EU-pakken’, og få styr på reglerne.
Læs mere her →Afgrænsning til praksis om administrationsselskabers klageadgang
Skatteankestyrelsen og Skattestyrelsen gjorde gældende, at administrationsselskabet ikke var klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, med henvisning til praksis om “afledt” fremfor “direkte” interesse. Landsskatteretten løste imidlertid sagen materielt ved at fastslå nullitet og nedsatte sambeskatningsindkomsten.
Det indikerer, at tidligere praksis om begrænset klageadgang for administrationsselskaber angår tilfælde, hvor konsekvensændringen bygger på en afgørelse til et eksisterende selskab. Hvor den underliggende afgørelse er en nullitet, består der intet retligt grundlag for konsekvensændringen, og spørgsmålet om klageadgang bliver ikke afgørende.
Landsskatterettens afgørelse illustrerer behovet for at kontrollere adressatens retlige eksistens ved varsling og afgørelse, særligt ved konkurs og opløsning. Skatteministeriet kan indbringe afgørelsen for domstolene inden udløbet af stævningsfristen.
