Ansvar for mangler ved byggeri

Ansvar for mangler ved byggeri

Entreprenørens mangelsansvar i byggeri bygger på culpa med omvendt bevisbyrde: Bygherren skal bevise manglen og udbedringsniveauet, hvorefter entreprenøren må løfte ansvarsfritagelse. Artiklen gennemgår afhjælpning, udbedringsgodtgørelse, fritagelsesgrunde, reklamation og forældelse.

Bevisbyrde og omvendt culpa i entrepriseforhold

Et byggeri anses for mangelfuldt ved afvigelser fra aftalt eller tilsikret ydelse, fejl i udførelsen eller mangelfulde materialer. Mangler kan være individuelle (konkrete afvigelser fra aftalen) eller generelle (manglende fagmæssig korrekthed eller sædvanlig god kvalitet). Denne sondring påvirker både bevisførelse og afhjælpning.

Bygherren bærer den indledende bevisbyrde for, at der foreligger en mangel, og for udbedringsomkostningernes størrelse. I praksis løftes dette gennem syn og skøn. Når bygherren har bevist mangel og udbedringsniveau, vender byrden: Entreprenøren må bevise, at manglen ikke skyldes hans fejl eller forsømmelse, samt at eventuelle udbedringsomkostninger er for høje. Entreprenørens mangelsansvar er således et culpaansvar med omvendt bevisbyrde. Retspraksis viser, at uforklarede svigt ofte bæres af entreprenøren, også hvor konkrete håndværksfejl ikke kan påvises, og at underentreprenører kan ifalde ansvar ved materialevalg og udførelse, selv når årsagen er flerleddet.

Afhjælpningsret, udbedringsgodtgørelse og overkompensation

Ved konstaterede mangler har entreprenøren både pligt og ret til at afhjælpe. Nægter eller undlader entreprenøren afhjælpning, kan bygherren kræve udbedringsgodtgørelse svarende til de faktiske og nødvendige omkostninger. Gør entreprenøren gældende, at bygherrens afhjælpning var for dyr, påhviler det entreprenøren at bevise et lavere, sagligt udbedringsniveau.

Afskærer bygherren entreprenørens adgang til at afhjælpe, er erstatningen som udgangspunkt begrænset til entreprenørens sparede omkostninger, typisk kostpris eksklusive dækning og moms. Samtidig gælder et forbud mod overkompensation: Udbedringsgodtgørelse kan reduceres for forbedringer, nyt for gammelt, sparede vedligeholdelsesudgifter eller forlænget levetid. Bygherren har desuden tabsbegrænsningspligt.

Fritagelsesgrunde: materialevalg, bagatelgrænse og udviklingsrisiko

Entreprenørens ansvar kan bortfalde eller nedsættes afhængigt af årsagen til manglen og aftalegrundlaget. Centrale fritagelsesgrunde og ansvarsskærpelser omfatter følgende forhold:

  • Bagatelagtige afvigelser, herunder rene æstetiske forhold, kan falde under en snæver bagatelgrænse, om end tærsklen er lav.
  • Frit materialevalg medfører som hovedregel ansvar for materialer, der ikke er som aftalt eller af sædvanlig god kvalitet. Efter AB92 § 30, stk. 2, nr. 1 kan ansvar dog bortfalde ved ekstraordinær umulighed, fx krig eller indførselsforbud.
  • Ved pålagt materialevalg kan entreprenøren lettere fritages, hvis kontraktmæssige materialer ikke kan fremskaffes af forhold, han ikke burde have forudset, jf. AB92 § 30, stk. 2, nr. 2.
  • Udviklingsrisikoen ligger hos bygherren, hvis entreprenøren kan godtgøre, at valgte løsninger var sædvanlige og forsvarlige efter byggeskik på udførelsestidspunktet.
  • Projektfejl og utilstrækkelig projektering påhviler som udgangspunkt den projekteringsansvarlige; entreprenørens ansvar kan bortfalde eller nedsættes, men skærpes hvis han burde have sagt fra eller selv har projekteret helt eller delvist.
  • Bygherrens egen skyld, herunder manglende tabsbegrænsning, kan reducere udbedringsgodtgørelsen.

Reklamation og forældelsesfrister i entreprise

Bygherren skal reklamere inden rimelig tid efter opdagelse eller burde-opdagelse af manglen, jf. AB92 § 32, stk. 2. Mangler, der kan konstateres ved afleveringen eller ved 1-års gennemgangen, skal påtales på disse tidspunkter, ellers kan mangelsbeføjelser fortabes. Tidsnær og præcis reklamation er derfor afgørende for at bevare krav.

Forældelse indtræder som udgangspunkt 3 år fra det tidspunkt, hvor kravet kunne gøres gældende, jf. forældelsesloven § 2. Ved skjulte mangler kan fristen udskydes, men højst til 10 år, jf. § 3. For at afbryde forældelsen kan entreprenørens erkendelse eller bygherrens retlige skridt (rets- eller voldgiftssag) anvendes. Midlertidig suspension kan følge af forhandlinger, iværksat syn og skøn eller indbringelse for relevante nævn, med en tillægsfrist på 1 år fra det enkelte skridts afslutning. Parterne kan desuden aftale suspension inden for rammerne af ufravigelig ret.

Gratis adgang til alle juridiske nyheder, artikler og opdateringer.
Opret dig gratis i dag, vælg dine fagområder, og få adgang til et skræddersyet nyhedsoverblik, der gør dig klogere - og holder dig foran.