En ny delkendelse fra Voldgiftsnævnet fastslår, at en sagkyndigs beslutning om stillet sikkerhed efter AB 18/ABT 18 alene er bindende for likviditetsspørgsmålet (udbetaling, nedskrivning eller ophør af garanti), men ikke for parternes underliggende krav. Den har altså ikke retskraft for fordringsspørgsmålet.
Bindende virkning og rækkevidde
Efter ABT 18 § 65 og AB 18 § 67 kan en part få en hurtig, sagkyndig afgørelse om håndtering af garanti. Hvis beslutningen ikke indbringes for voldgiftsretten inden otte uger, står den ved magt – men kun som afgørelse af den midlertidige likviditet.
I den konkrete sag fik totalentreprenøren delvist udbetalt bygherregarantien og undlod at indbringe beslutningen. Senere rejste totalentreprenøren krav om det resterende beløb. Bygherren gjorde gældende, at kravet var afskåret. Voldgiftsretten afviste dette og understregede, at en sagkyndig beslutning ikke afskærer prøvelse af parternes endelige økonomiske mellemværender.
Kompetence og proces
Voldgiftsretten lægger vægt på, at proceduren om stillet sikkerhed er summarisk. Der gennemføres typisk skriftlig behandling, og der er ikke adgang til syn og skøn, vidneførsel eller egentlig mundtlig procedure. Det taler imod, at beslutningen kan få fuld retskraft.
Den sagkyndiges kompetence omfatter derfor alene, om garantien skal udbetales, nedskrives eller ophøre. Afgørelser om parternes gensidige fordringer kræver en egentlig voldgift med de sædvanlige processuelle garantier.
Praktiske konsekvenser
Parter bør betragte beslutninger om stillet sikkerhed som et likviditetsværktøj – ikke en endelig afgørelse af berettigelsen til betaling. Underliggende krav kan fortsat forfølges ved voldgift, uanset om en garanti er udbetalt eller ej.
Ønsker en part at anfægte selve sikkerhedsbeslutningen, skal den otte ugers frist overholdes. Samtidig bør kontraktparter sikre grundig dokumentation af krav og modkrav til den efterfølgende, fulde prøvelse ved voldgiftsretten. Udbetalinger kan senere kræves tilbagebetalt, hvis de viser sig uberettigede.
