Finanstilsynets forventninger og baggrund
Finanstilsynet har gennem en temaundersøgelse skærpet forventningerne til, hvordan bestyrelser i investeringsforeninger og værdipapirfonde håndterer utilfredsstillende afkast og omkostninger. Konklusionen er ikke udtryk for nye bindende regler, men for en best practice-standard, der udspringer af bestyrelsens overordnede ledelses- og tilsynsopgaver, herunder rapporteringskrav baseret på ledelsesbekendtgørelsen.
På baggrund af længerevarende konstateringer af underperformance og høje omkostninger i afdelinger målrettet detailinvestorer forventer myndigheden, at bestyrelser arbejder mere systematisk og dokumenteret med afkast- og omkostningsevaluering. Underperformance forstås både som lavere afkast end benchmark og som dårligere afkast end sammenlignelige afdelinger, ofte i kombination med højere omkostninger.
Krav til styringsdokumenter og rapportering
Bestyrelsens arbejde skal bæres af klare styringsdokumenter med nedskrevne procedurer, ensartet rapportering og objektive, målbare triggere for handling. Finanstilsynet peger på flere udbredte mangler, bl.a. manglende kriterier for afdelinger uden benchmark, brug af afkast før omkostninger i præstationsvurderingen samt fravær af konkrete tærskelværdier, der forpligter bestyrelsen til at reagere.
Myndigheden understreger, at rapporteringen skal tydeliggøre absolut og relativt afkast efter omkostninger og markere, når afkastet er utilfredsstillende. Ligeledes skal omkostninger overvåges løbende, både samlet og på væsentlige komponenter, med relevante sammenligninger og klare målsætninger for niveauet.
For at sikre tilstrækkelig og ensartet vurdering af afkast anbefales det, at styringsdokumentet som minimum omfatter:
- Fast rapporteringsfrekvens, typisk kvartalsvist og på længere horisonter.
- Krav om rapportering af absolut og relativt afkast efter omkostninger over 1, 3 og 5 år.
- Sammenligning med relevante, repræsentative afdelinger og eventuelle eksterne ratings.
- Tydelige vurderingskriterier og en lyskrydsmodel med tidsdimension og tærskelværdier.
- En konkret handleplan med reaktionsmuligheder og opfølgning.
Tilsvarende bør omkostninger evalueres ud fra:
- Rapportering af samlet omkostningsniveau og væsentlige elementer som forvaltning, distribution og administration.
- Sammenligning af både totalomkostninger og nøglekomponenter med relevante afdelinger.
- Objektive målsætninger for omkostningsniveau, fx placering i den billigste halvdel, understøttet af en lyskrydsmodel.
Bestyrelsens reaktion og praktiske implikationer
Når kriterierne indikerer utilfredsstillende afkast eller for høje omkostninger, skal bestyrelsen reagere rettidigt. Reaktionsmuligheder omfatter blandt andet udskiftning af porteføljeforvalter, genforhandling af honorarer, effektivisering af omkostningsstrukturen eller omstilling til en passiv strategi, hvis aktiv forvaltning ikke tilfører netto merværdi.
Afdelinger uden formelt benchmark kræver særlige løsninger, eksempelvis robuste sammenligningsgrupper eller klare investeringsmålsætninger som reference. Dokumentation og konsistent anvendelse af objektive triggere er afgørende for både investorbeskyttelse og for at kunne demonstrere over for tilsynet, at bestyrelsen udøver et aktivt og kvalificeret tilsyn. Temaundersøgelsen forventes at sætte en de facto-standard for governance i branchen og bør indarbejdes i bestyrelsens instrukser, rapporteringspakker og årshjul.
